Udgivet: 1923
Bruderov
Tho her er wal sajt’ dem tested, der er kjend i Hywsle og deromkring? Jow, det kund a wal tink.
Saa ved I osse te søen en bette Stød te Nordovst legger det, de kalder Brujdel, nø rædle’ hyw Bakker med nø jawn dyef og grimm swot Daal’ affentow ind imell.
Og no skal I iløvvle hør, hwordan de er kommen ved det her pæn Bruj-Navn.
Se, i den støst af de her Bakker der bowed jo en Bjærremand.
Det vidst vi Hjorddrengi saa møj wal; vi holdt sgi ett aaltfor møj aa aa komm nied mell de Daal’ med æ Foer, nær vi war jenne ved ’em og der ett war Folk tefaes po Mark hæ Sti’.
Mi Muer haar fortal, te en Daa, men’ hun som Hjordpig lo ved æ Foer, ga’ æ ind’ i jen aa æ Bakker en Skaltaarn”, saa æ Foer fløw øwer æ Mark te aalle Hjørner, og hun baagatter’em, saa hinne Bjenn bevred under hind!
Det war naturligvis æ Bjærremand, der haaj slawn hans Kist ilos’.
En naaen Gaang war der en Stø’ skjødløs Knæjt, der osse war kommen ud ad den Kant te med hans Kræger.
Saa stiller den her Pros sæ an med hans Hjordkjep po den hywest aa æ Bakker og skroler saa det swalred:
Bjærgmand, Bjærgmand, butt, er do herind, saa draw dæ te Mind, te Fanden ska flytt dæ herut!
Men da han haaj stavn søen en Staåns Mued” og gjelstred, slawn med æ Hjordkjep i æ Lyng og agired en faale Kaal, saa hør han en brummel Stemm, der rover ind’ i æ Bjærre under ham:
“Er æ Wand warm, er æ Knyw hwedt!
Saa kund han, migi, skjønn, hvad æ Klokk war siavn, og han knyger nied øwer æ Bakker, som haaj der wot Ild i æ Hæel af ham!
Jow, det er en aparte Stej, det er saamøj sikker; og det er ett nøj, der er kommen po fornys, men det haar æ wot aall si Daw.
Hør I kuns no:
Det war den Gaang “i Kristenhedens første Tider”, da de hætted po aa bygg aall de her manne hwid Kjerker, en ino ka skimm her rundenom.
Saa bløw æ Plads da osse mærked aa for den i Hywsle, og de begynd aa bygg løs po’en, det bejst de haaj lær; men der war da saamøj en ring Skrej i dje Arbed; for aal det, der bløw rest op ved Dawsens Lys det bløw rejn nied og sprej øwer æ Bakker ved Nættetider; det war lisse rele! Det ski’ jen Næt, og jen te, og ino jen; det bløw jet og det samm.
Tho det war jo baare tøwtløs Arbed. Æ Murmejster røw sæ i hans Hoer; han war lieg ved aa gaa fræ æ Snøws øwer æ, sølle Mennesk.
Han gjord hans Arbed aa en gued Mjenning, og saa skuld æ no søen spolires!
Haaj de endda hat Hold i æ Skumpi, men ingen de vidst, de kund wontink. Endlemoel hætted de da po aa sæt Vagt atter æ Suel war nied. Og da de haaj lured søen en bette Graan, saa so de, te der kam kravlend hen øwer æ Brinker saamøj en rædle stur, løjn Trold, og han greef jo med de her grimm løjn Klører i den nøj Kjerkmur, saa det fløw fræ hinaant som Smuld. Da han no haaj saat æ vrødt omkring tehoef, saa to de da saamøj Mued te sæ, te de spur æ Skuel ad, hwifor han no gjord dem aal den Fortræd og ett ku læ dem dje Gudshues sto?
Nej, som han ku band: den skuld hernied, med Top og Tawl, for den sto po hans Ejendom, og det war ett dje syndig Terre, te de saatt en dér jern Gaang te; for han vild ett si’en for hans Øwn!
No, der bløw jo ett andt for, end de mott jo te aa ting med æ Spøggels om æ Plads. For aa flytt æ Kjerk en naaensteds hen, det war de ett for.
De snakked dem da søen terett med gotten Bjærremand, te han bløw tesinds aa læ dem res dje Kjerk atter dje egen Beram; men han saatt dem tre Betingelser, som ett de kund komm udenom.
Den føst vvar æ ingen Sag aa opfyld; den gik ud po, te han vild han hans Lu’ hogged ud i en Kampstien, der sku mures ind i æ Torn.
Den, der vil si nvw atter, ka, den Daa i Daa er, si æ Bjærremands Lu’ po æ Narsid'” aa æ Kjerk.
De tovv anne Betingelser de war no ett saa raar’, men de so ett nø Udvej te aa snakk sæ fræ æ, aa saa bløw æ da søen, som æ Stø Skumpi” vild: te den føst saa wal som den sidst Mø, der bløw vied i Hywsle Kjerk, hun skuld hør æ Bjærremand te og ingen anne!
No kund de bygg dje Kjerk, imen’ de lysted! Dér war ett jen, der fornærmt dem en Kiren; men æ Torn bløw rest og æ Klokk hænd po si Plads, og ingen mærked te nøj aparte i nowe Maader. Der haaj osse wot Bojel, uden te dér skie nøj; det war jo ett hwer Bruj, der war lig udsaat her po Law.
Æ Bjærremand ku hold sæ, te hans Ti kam! No saa ski’ æ hwerken warr hæ bejer, end der en Søndæ holdes Brujviels med en Pig fræ æ Narsid aa æ Sown. De haaj wot for æ Præjst og war no po Vej te æ Hjemmen”’, hwor æ Skrald sku sto.
Og dæ hæ Brujskaar kommer jawen med fuld Musik ud ad æ Vej, som om ingenting war ved æ, med dje Bruj og dje Brujpigger, dje Spilmænd og dje Onkelsfører’ og hwad det no være mo; der war wal nok dem, der haaj hør den her tossi Histaarri, men den haaj de glemt ijen; men jen war der no iløwle, der ett haaj glemt, og det war migi æ Bjærremand!
Da æ Brujskaar er nowed saa laant teframm, te de ska nied af de her rædle Bakker, saa, kjek! skyder æ Bjærremand aa æ Jurd lig ved æ Sid aa æ Bruj hinne Vovn.
Han ber æ Kusk om aa hold; for dér so en bette Pig, – han pejt po æ Bruj, hun war loved ham te Ganning, “og vil do ett læ mæ faa hind med det gued”, no pejt han po æ Brujgom, “saa skal vi tow endda snuppes om hind!”
No forsto æ Kusk, hworhen æ Vind den blæst, og han langer æ Hejst’ en Ræk aa æ Pisk, saa det Hiele flywer nied ad de her forvowen Bakker!
Men æ Bjærremand han kund osse nok kaast i, nær det kam an po det!
Lig som æ Brujvovn ska op ad en Baksid, faar han æ Næw’ slawn i en Fælg, aa æ Baaghywl rywes ud, saa æ Vovn hwistes øwer, og æ Folk, der war i en – æ Bruj jo da osse – trimler øwer æ Aasæt og lig i æ Kløer aa æ Bjærremand. No war der ingenting der kund rej hind. Han griver hind lig po stoendes Fud og bogstavelig slæft hind hen øvver Brinker og Daal; og hwor han haaj slæft hind, der vissend hver Græspiel.
Men sind bløw der endda en faale grøn Sti’, som ka sies den Daa i Daa.
Henn i jen aa de her Bakker haaj jo æ Bjærremand hans Kotir, og der forswand de med hinaan.
Hiel i hans grimmige Wold kund æ sølle Kwind’ no iløvvle ett konim, far han haaj faat æ Brujsmykk pilled af hind; og det war han no ett sjel mynde for aa gjør, det mott han ha Hjælp te! Saa fæk han nok en bette Hjordknæjt te æ ved aa lovv ham en gued Gaw for æ.
Men den grønn Slej hen mell æ Bakker, hwor den arme Bruj bløw slæft med hinne Slør og Brujkrans lig te æ Jurd to’ hind, det er æ, der sind er hløwen kaldt for Brujdel.
Kan I saa forsto æ!
Men dér er endda en Graån ino aa meld om æ Bjærremand og æ Kwind’ han røwed te sæ.
Tho det war en Mørkningsstaånd manne Hunder Or atter, da gor der en gammel Kuen i Hywsle ud’ i hinne Kalgo og sætter Kol. Men affentow er der en stur Skruptuds, der gor og humper for æ Fædder afbind, saa hun snaar ingen Stejer kan sætte æ Spaad“ for en. En Gaang imell piller hun en tesid med hinne Tråeskonies, saa en vender si gro Maw i æ Vejr; men hun haar en ijen for æ Fædder lisse sor’.
Se, den her gammel Kuen hun war sgi dje jurdmuer der i Hywsle; hun war bløwen nøj urrisæ, osse en Krumm forsit po den her tykmawed Tingest, som hun ett kund fo et aa vig fræ a’ Fædder, i hwor hun saa vend sæ.
Hun gaar og bruger nøj Mund øvver æ Tuds og sejer: “Itho, saa kryef da aa æ Vej, din lied Tyk-Maw’!
Det kund snaar vær Alms og læ dæ en Haand, den Daa, do ska slaa æ Pott te æ Dar med den Maw’!
Aalle saa sor haaj wor Jurdmuer lædt sæ forlyd med de fo Urd, far æ Tuds war henn, som war en sokken i æ Jurd.
No; det er akkuraat samm Næt, da æ Jurdmuer legger i hinne bejst Søwn, saa er der nøj, der pikker po hinne Vinni.
Hun reser sæ øvver End for aa komm atter, hwad det her ka blyvv te.
Det pikker ijen. “Hwem er æ Persown?”
Aa, det war da æ Bjærremand heropp i Brujdaals Bakk
Ih, do Fredsens! Æ Jurdmuer bløw, saa hun bevred!
Nej, hun mott da po ingen Maad’er blyw forfipped!
Der skuld ett blyw krummed en Hor po hinne Ilued, blot hun vild adlyd ham og følle med ham ud te hans sølle Kuen; for hun trænd te hinne Hjælp, osse i hyw Maad’er.
Og hun haaj da osse lowed hind æ, samm Awten; for den Tuds, hun ett kund dryw fræ hinne Fædder, det war justemint æ Bjærremands Kuen og ingen anne.
Kort aa fortæl’: en Ywblik atter sto æ Jurdmuer allat te aa følle æ Bjærremand hjem te æ sølle Kwind’.
Gjemmel en Grawuel i æ Bakksid kam de beggi ind i æ Bjærre. Hér war saa mørk, saa ingen ku skimm en Skaad.
Men æ Bjærremand vidst Raad for det osse. Han en Haånd i æ Lomm og fo Hold i en Salle; saasnaar han haaj smur hinne Øwn med den, saa bløw æ omkring dem som den klaa-reste Daa!
No, æ Bjærremand før æ Jurdmuer hen te æ Kuens Seng, og glaa war hun, ka 1 trow, og hun bløw forløst med hinne Foster.
Det gik hwer Krumm som det skuld i aalle Maad’er.
Men da no de her to Kwinderwar kommen i Jenrum med dje Sager, saa sejer æ Bjærremand hans Kuen:
“No’el a sej dæ saa møj manne Tak for di gued Hjælp! Men nær do no ijen gor ad æ Dar, saa vil mi Mand jo betaal dæ for di Tjennest; det er saa rimele; og han vil komm med en Hobben Guldpeng, men alisid mej vil han osse legg en Dil Spuen og hwad der for di Øwn vil si ud som Skidt-og-Maag.
Men a raader dæ te aa hold dæ te det sidst og læ hans Guldpeng vær. Det blywer do naple narred mej, bitte Muer.”
Og det gik som æ Kuen haaj saa: Da æ Jurdmuer skuld go, kam æ Bjærremand hivend med en hiel Fjardingkar Culd-Peng-
Men I ka trow, han lawed nø grimm Øwn, da æ Jurdmuer to’ æ Skidkram og lod hans Guldsøslinger legg. Men, mi sajn, kam æ te aa sæd, hwad æ Baselkuen haaj lowed!
Saa æ Jurdmuer haaj aalle sit Maagen te Betalling i hinne Dage!
Tho den Kuen, som æ Jurdmuer her haaj forløst i æ Bjærremandsbakk, det war jo den samm sølle Pig, som æ Bjærremand haaj slæft med sæ, det forstaar sæ!
Der war no for den Sags Skvid flir end æ Jurdmur, der bildt sæ ind, te de haaj sit hind ivissomda.
Ved en ødlet Stej en bitte Stød nejen æ Bakk skuld de mir end jen Gaang ha sit hind komm med hinne Spand og hint Wand af dje Kjeld’. Nær hun søen war ud og affensir, haaj hun aaltid en laang Linki om æ Bien, saa vidst æ Skjewl jo hwor han haaj hind, om hun skuld hætt po aa undrend.
Jow, søen gik æ Snak i mi Bejstemuers Tid, og er de ett død, tho saa løwer de ino!