Udgivet: 1923
Bjærgets Nøgle
Jow, aaejow!” saa gammel Ywer, han haaj æ hiele Tid sæt aa tar hans Øwn, der hwer Ywblik vild rend i Wand for ham.
“Om Daabjergdojs kun der helsen blyw møj aa fortæl, nær en sku ha æ mej hwer Krum.
Søen war der en Sommerdaa en bette Kytter’, der paa de baar Fædder rend øwer æ Mues her nejenfor – Hønmues, vi kalder en.
Der kommer han te aa træj po søen nø kold, hord nøj.
Æ Knæjt bywer sæ nied og tar æ op. Saa er æ saamøj en brølstur Nøgl med en Stump Linki ve, saa fæl og saa raaste te æ bette Knæjt tinker ett mir ved det, men kyller æ hen ijen, som det gammel Kram, det saa ud te aa vær.
Aalle saa sor’ haar han sluppen æ Nøgl aa æ Haånd, saa stor der en stur swot Kok ved æ Sid af ham; den obner æ Gaef aa sejer: “Hwad war æ endda do lawed dér, din tonte Dreng! Der haaj do faat Hold o æ Nøgl te æ stur Dojs; og den der ejer den Nøgl, han ejer i det samm aall det Guld og Søl, der ligger gjemt ind i æ Bjærre.
Det haar do no kaast baag dæ!” –
Med det samm war æ Kok henn.
Æ Dreng bløw wont for hans Nøgl, kan I trow!
Men aal det han ledt og aal det han skraft – æ Nøgl war henn og bløw henn. Den Slaw, det viser sæ sjalden mir end jen Gaang.
Men te der jo er gjemt stur Skatte i æ Hyw her, det haar en da aaltid hør fortæl om; men aa faa Finger i’em – der er æ, misajn, det kniver!