Udgivet: 1923
Af Bjærgmandsblod
No war Jens Daalum bløwen tesinds aa fortæl nøj; han rest sæ op po æ Aalbo aa begynd:
“Sind vi no er kommen i Gaang mej aa fortæl om de her Daabjærre Trold’ og dje Anstalter, saa skal a endda osse kom med en Histaarri. – Tho det forstor sæ sjel:
Den her Bjerremand, der haaj saa møj Peng, te han nap kun haa ’em i en Grukiel, ham war dæ jo manne der gjan vild i Lav mej; og ett mindst med hans Dætre, ka a wal trow.
Tho søen er æ jo den Daa i Daa:
Haar en Pig nø Skjellinger, saa ska hun no si faale grim ud, om ett osse nok hun ska fo sæ en Bejler.
Søen haaj æ Bjærremand da faat jen af hans hampre Dætre narred i en sølle Smed paa Mos; tho de vil jo sej om æ Mosingboer, te de er lissem ledt mir enfoldig end anne Mennesker. Nok er det:
Det war saa bløwen ved den Tiddaws, te de her tow skuld ha dje føst Baaen i Kjerk; saa gik der da osse Boj te hinne Faar, dæ her Stø Slurk’ aa en Bjerremand, om ett han vild gjør dem den Fornywels aa skræw øwer æ Fywr og kom te dæ her Baselgild og staa Fajjer – forstaar sæ – te dæ her Krumm Baaen!
Og tho det vild han da osse tjen dem i; det war ett sær.
Jow, aaejow! han skuld wal sto dem æ Boj an.
Saa bløw der ett snakked mir om det.
Naa, æ Daa kam og æ Gjæjster med den – saanær som æ Bjerremand; han bløw henn.
Da war det da en underle Spel, tint æ Dætter; gaar han no her og vrøder og kommer saa silde Daws; blywer maaskisæ hiel henn! – Hun war ved aa blvw urrisæ.
Æ Vovn, der skuld kyer med hind og æ Baaen, holdt for æ Stowdar; og der haaj en holdt læng; men hun war da lied ved aa læ spænd for, inden de haaj faat æ Faar mej, den Slæfhæl!
Omsider kam han da stagrend.
Og det kund jo ett skywles, te æ Dætter, og æ Smed da osse, war bløwen nøj knotten øwer den her møj Vinten.
Kund han ett lisse godt vær kommen med anne skikkele Mennesker?
“Nej”, swor æ Bjærremand og saa’, “det war jo lig det, a ett kund.
A war mier end tidle nok tefaes, a to fræ æ Dojs, far æ Kok wal haaj hopped fræ æ Raan, og a kam gjemmel Fjands Herred og Salling uden Forhind’ring.
Men da a war nowe nied te den her Krumm Bæk, der løvver mell Mos og vi anner, saa war den swulmt op, saa a ett ku komm længer i mi dawle Fuedtøj; tho saa war dæ ett andt for mæ aa gye end ta tebaag te Daabjærre aa hint mi Wandstøwler; da a fæk Hold i dem war der jo ett nøj i æ Vej for aa komm øwer; men æ Tid war jo løwen fræ mæ, det ska a aalle” næjt.”
Men den Bæk han snakked om, det war guednok æ Limfywr imell Mos og Salling.
Naa, dæ hæ Smedkun hun war jo aa en stærk Slaw”’ og war da osse sjel kjøn majte, hwad 1 snaar ska fo aa hør.
Iløwle ska æ Smed ha wot møj hord ved hind te aa begynd mej. Saa war æ en Daa, han sto aa skowed en Hejst forved æ Smeddar; da war han nøj gal i æ Hued, ligesom de flest Smed’ jo er, nær de er ved det Arbed.
Æ Vinni stod oven ind te æ Kuen, og saa rover han ind ad æ Vinni te hind: “Ræk mæ den Skow ud, der hænger der ved æ Bjælk!”
Det forstod æ Kuen no po hinne Maad; hun slaar en Haånd søen po hver si Sid aa æ Skow og vejgner en om, saa nem som drejed hun en Kommenskringel; da hun stikker en ud aa æ Vinni te æ Stod’er, war en saa lig som en Staang.
Saa hun war, dødpin, en bitte majte Pig’.
Hun saa’ et nøj og æ Smed kund wal ett sej nøj – af baar Forfippels.
Sind laa’ han aalle mir Haånd po hind, men de løwed sammel som en Pa Tuttelduer fræ den Daa aa.