Den blinde jæger
Hvem luder der paa Højen
ved Lavmosens Rand,
som sad han midt i Verden
en ensom Vandringsmand?
Hen over Lyngen skrider
den aftenlige Blæst,
som fingrer ved hans Tjavser
og hans knappeløse Vest.
Kaskjettens Skjærp er sænket
saa underlig dybt,
hans blege Øjne trukket
helt ind bag Pandens Krypt.
Foran ham stander Stokken,
hans Trøst i alt Bekneb;
hans Pande hviler tungt
mod dens slidte Egegreb.
Langs Mosens røde Rande
en Hyrde vogter Faar;
de sorte Tørveskruer
som Feltsoldater staar.
I Nedgangssolens Straaler
en pilsnar Duehøg
først kløver Mosens Dampe,
saa Hedehyttens Røg.
Ak, Lysets Straaleverden
er skoddet for hans Sind,
hans Øjne intet skjelner,
den Gamle dér er blind;
men Aftenvinden kommer
med Duft af Pors og Rør
og hvisker ved hans Øre
om Jagtens Fryd fra før.
Og høres over Højen
de vilde Vibers Træk,
og dumrer det fra Mosen
af stærke Vingers Stræk,
da gaar der som en Iling
igjennem Sjæl og Krop,
da løfter han fra Kjæppen
de slukte Øjne op.
Han drømmer sig at vanke,
en brystbred Jægersmand,
hvor brune Rør staar blanke
i Nedgangssolens Brand.
Se – Dagens sidste Straaler
mod Andens Vingespejl!
Hans Blik, som Sigtet maaler,
hans Skud, som ej gaar fejl!
Men svinder Vingesuset
fjærnt under Hedens Sky,
da rinder Nattens Vemod
i Blindhed Skaal paany.
Oktoberkvældens Kulde
udsender Mosens Blæst,
som isner ham hans Skulder
bag den knappeløse Vest.
Af Højen ned han vakler,
den blinde Jægersmand,
mens Himlen tænder Fakler
højt over Lyng og Sand.
Han famler mod en Hytte,
hvor paa sin Forstu´knag
hans slidte Bøsse ruster
paa Løb og Sølvbeslag.
Han klapper den paa Kolben
og sukker dybt til Gud.
Han véd: I Bøssens Indre
der lurer end et Skud.
Han tænker altid paa det
– ved Kvæld, om ikke før –
naar træt han Ryggen runder
i Gangens lave Dør.
Den blinde Jæger river
fra Knagen løs sin Skat.
Hans slukte Øjne løftes
mod Himlens Stjærnenat.
Det er en Opgjørstime.
Fra Kampen i hans Sind,
man ser ved Maanens Strime
en Taare paa hans Kind.
Han hvisker til sin Bøsse:
“Min gamle, fuldtro Ven,
det Skud, jeg i dig gjemte,
det faar du slænge hen!
Om lutter onde Dage
end venter paa min Vej,
du skal ej Dommer være
imellem Gud og mig.”
Hult skjalv et Skud i Natten
for aaben Forstu´dør,
saa fjærnt med Skræp og Andrik
fløj op blandt Mosens Rør.
Vidt over Heden drev der
en svovlet Lugt af Krud.
Det var den blinde Jæger,
som drev en Djævel ud.
21 Oktober 1926