Udgivet 1923
Ad Rødsten til
Se, de her Bjærremænd vi legger aa snakker om, de haaj jo – som det osse er bløwen saa’ – dje Tilhold i de gammel huel Hyw’ her rundenom o æ Bakker.
Og det haar a hør mi Bejstefaar fortæl’ mir end jen Gaang, te samm go’ Hyw’ war bløwn te po den Maad, te den Tids Mennesker – der war saamøj nø Kjemper – haaj bor’em sammel i dje Wanter. Saa ka I sjel om, hwad det haar wot for nø Slegier, der haar løwed i æ Land i de Tid’er.
Vi er jo ett andt end nø Mogværk ved æ Sid aa!
Men hwor bløw æ no aa, æ Kram, da det ett ku bego sæ længer?
Ja, det ku a maaskise osse sej jer, om I helsen ett æ bløwen kid a’ aal den her Fortælen; for det er jo halles ved aa blyw sildedaws.
Se, I ved walsajt aalsammel, te der er en 0 her nard ud’, som de kalder Fur.
Det er en møj kjøn bette 0; po en Hyw, som de haar gin Nawn atter Bette Jens, kan en tæl Kjerker i Snesetal, nær æ Vejlo helsen er te æ.
Lidt nurden samm god Hyw legger der nied i en sid Slogt en særige Klipp heller Bjærre, hwad en no vil kald æ. Den hi’ Rødstien og skal nok underløf æ hiel 0.
Og den Stien er no ett hiel rele.
I mi Drengidaw’ da fortal de en Histaari om den her Rødstien, som I no ska fo aa hør:
Se, i æ Narsid af den her Klipp der haar aaltid wot en jawn stur Grawue nied i en.
Det war saa en Daa, der war no Hjorrer kommen derud med æ Foer, og søne skjødløs Knæjt’ det ska jo ha æ Nies i aal Ting.
Saa skuld de da osse te aa ha Red po, hwad der ku vær i dæ her lied Hvvol i æ Klipp. No, de for Hold i en Kotyr; og den slaar de om æ Lyw a’ den vil lesf ‘ aa æ Drengi, og æ Reef gor i æ Jurd med æ bitte Kytter; og den gik, missel, laant nied. De haaj bejn ham om aa roef Storm, saasor han vild hives iland, men æ Reef bløw ved aa søk aa søk, te der snaar ett war nøj tebaag aa æ, og ino haaj de ett hør en jenneste Kny fræ æ Knæjt.
Po jen Gaang war æ saa, lissem æ Reef slet ett vild stramm.
No bløw æ sølle Knæjt’ sgi hied om æ Ører; dæ her maatt der vis vær no Firri ved!
De faar æ Reef rinked te dem; men dje Kammeraat æ henn, og æ Reef æ swejen i æ End.
Det tinker a wal osse, æ Dreng war. Han ku’ ha bløwn søne Stejer fræ!
Men læd wos no begynd fræ æ Framend aa1! – for I ska hør mir om gotten Rødstien, inden vi gor fræ hinaan.
A skal ett fortæl and t, end hwad anner haar betrowr mæ.
No, det war en Bette Ywlawtensdaa, søen lig far de tænder æ Lys, te der gor en Sallingbomand og vender og trender op og nied ad Kjøwenhawn Gaad.
Han war nøj sumpes i hans Sind, for han vild ha wot hjemm te hans Ywlawtensnætter, men det kund banjo snaar forsto, sølle Kaal, te det kund aalle læ sæ gjør po nue optenkele Maad’er.
Han gik ino hér og trissed, og Salling – det war helsen ett baag æ Laad!
Lig po jen Gaang stor der saa en Skivels’-’ for ved ham.
Det war jo halles mørk aa kald for; han knnd ett si hans Ansigt; men han saa’da Godawten og lod sæ forlyd mej, te det kam ham for, te æ Sallingbo so nøj tammelmasked ud.
“Ja”, swor æ Sallingbo og saa’, “det kan nok ha si Rimelehied”; og no kam æ ud af ham, hwor angemodig han war øwer det her, te han skuld go her og stegel og ett haaj no Udsigt te aa kund vær sammel med æ Familli Ywlaften.
Da den Fremmed haaj hør ledt po ham, vender han sæ imud ham og sejer:
“Gi dæ no ledt Staånd’h mi Faar!
Det kund jo vær, a kund læ dæ en Haand, nær a ku vær sikker po, te do vild ræk mæ din ijen!”
“Ja, hwifor skuld a ett wal det!” swor æ Sallingbo. “Jen Tjennest er da den naaen ward”.
“Det er gue dansk’ Urd”, swored den naaen; “i Awten kan a ett komm astej; men vil do vær tered udenfor Vejsterpwot imaaen ved samm Tiddaws, saa skal a si, hwad a ka’ gyer”.
No loged æ Sallingbomand om atter ham.
Han haaj aallered vend sæ, men det war lissem han ust i æ Vejer som en Kjemp, inden han forswancl i æ Toeg.
Æ Mand bløw jo nok nøj sær ved æ; men han mødt da po æ Plads næjst Awten, som æ Awtaal war bløwen. Og, misajn, haaj æ Skinting holdt Urd!
Der sto guednok æ Skivels fræ ijaes med en Par Hejst – jen te hwer af dem – ved æ Mul. Uden en jenneste Urd slænd de sæ po de her Helmisser31’ og ud a’ Kjøwenhawn lod de stryg, men’ Remmer og Tøj ku hold!
Men det war ett sue:“ læng, de bløw ved æe Jnrd; om Ledt saa rej de, karenmæ, i den klaar Luft! Og det war lig nøj, der .skrej ad æ Bund, ka I trow!
Ingen af dem haaj mæh saamøj som en Urd, far der war gawn søen en Pa jawn Timer.
Saa er den Hejst, som æ Sallingbokaal haar faat aander sæ, lig ved aa stog øwer po æ Nies.
Æ Rytter bløw aal hied øwer æ Bælle”; for hwudden mon det kund ha gawn, om æ Krikk haaj stegelt’9
Men han holdt en da po æ Stagger aaestegelt’.
“Her war æ, surenmæ, nærved aa gaan gal!” saa’ø æ Sallingbokaal.
“Ja”, sworred Daabjærg” Bjærremand – for han war’æ! “vi war nok kommen lowle nejle; og det som di Krikk rend æ Skanker imud war ett andt end den sølle Viberre Domkjerk”.
No bløw æ Sallingbomand sgi glaa for Aller, for nu ku han skjønn, te de snaar maatt now Hjemmen.
Og kort aa fortæl’, der war ett gawn en hal Klokstaånd”, saa so, mari, wor gued Sallingbomand med hans Kuen og dje Bøen ved æ Ywlawtensnætter.
Se søen en Befordring skuld’en sgi ha, nær en haar tront!
Men inden han to Avskejn med dæ hæ Bjærremands-Sluri, saa sejer han te ham:
“No ska do ha mi Tak, Fallil! Men hudden mo a no betaal dæ for dæ her?”
“No snakker vi ett om det i Awten”, saa æ Bjærremand, “men nær der er gawn en Krumm Ti, vil æ en Minnetsstaånd komm te di Hjemmen og pikk po di Rud.
Saa vil a saamøj brølgjån ha aal den Hjælp, do kan und mæ”.
No; det gik hwer Bitt som æ Bjærrentand haaj læt sæ forlyd mej.
Da hæ Sallingbo-Swedi haaj hans I Ijemmen ett laant fræ æ Narfywr, hwor en Færre jo go øwer te den her bette 0 Fur, I ved. – No, det er en begendes swot Næt. Æ Mand er lig kommen ad æ Seng.
Saa hører han da søen en underle Skrussen ved dje Sovkarnmervinni. Han bløw, missel, aal rej. Men da han haaj lured ledt po æ, saa tint han guednok:
“Der haar vi missen æ Bjærremand!”
Han fo æ Træsko opo og gor te æ Dar:
Jow; det forholdt sæ rele nomk! Der sto han!
Der rat han i æ Vejr lig for æ Dar, gjord æ Bjærremand.
Det vil sej, en ku jo ett si ham, for det war jo en Mørk som i en Tiertønd’, men æ Sallingbo kjend ham guednok po æ Brummel.
“No, saa haar en dæ!” saa æ Sallingbo. “Ja, no haar do mæ.
Vil do saa vær mæ behjælpele?”
‘Ja a vil endda.
Det war andt sær. Men hwad er æ, a ka hjælp dæ mej?”
“Go no tebaag o træk i di Piøger og føl mæ saa nied te di Bued.
Resten gier sæ af sæ sjel,” swor æ Bjærremand.
De kam nied te æ Strem, hwor æ Sallingbomand war woen te aa sætt Folk øwer.
“Go do no ud po di Plads og forhold dæ rolle, te a haar gin dæ bejer Beskejn”, saa æ Bjærremand. Og æ Færremand gjord jo, som æ Skivels haaj bejn ham.
En jenle Ywblik atter hører han ijen æ Bjærremands Stemm: “No vil do saa row te, det hejst do haar lær!”
Osse det gjord wor Færremand; og det gik, saa det prost hen øwer æ Sund!
Men det war iløwle den særeste Færretur, han haaj wot mej te.
For ikki en levendes Yw der war o si jestejes i æ Bued, hwerken opp hæ nied. Men te han jo haaj nøj aa sejl mej aa en Slaw – og det osse nøj, der vejed jawnhen te – det ku han forsto, nær han lod æ Haånd glid ud øwer æ Buedsid’, for saa stod æ Fywr, saa aa sej, lig te æ Buedkand; det vil da sej; ved Salling Land; for lisse sor han war kommen øwer te aj Fursid, saa rest æ Bued sæ aa æ Wand som en Korktold’.
Søen bløw æ Færremand ved aa sejl affentow agter og fram” øwer æ Fywr, fræ æ Braånd te Furlands Hag’.
Men det war jo en Støk Arbed, der skuld vær færdig inden æ Dawskjar, kam, det ka I wal forsto.
Og da han no haaj wot øwer med hans sidst Lajning, saa sejer æ Bjærremand te ham:
“No vild do wal gjån si, Invad det er, do haar fragte mej?”
Aaejow! det vild æ Sallingbomand da saa sær faale gjån.
I det samm stryger æ Bjærremand wor Færremands Lu aa og skubbed ham hans ejen nied om æ Ører.
Og no kund han si igjemmel aal Braånd-Mørk og Invad det være mo!
Og I ka trow, te han spjelked™ æ Øwen op! For lig fræ æ Straan og op øwer æ Bakker ad Rødstien te, der so han i tusindvis af usselbitte Vratlinger, med rød’ Luer og laang’ Skjek, der gik og dalred med aal dje Pik-Pak po æ Ryk, stimts” og hwørmt og krawlt i æ Bakker, saa laant hans Øwn ku’ skimm!
Og aal den Se’82 af Bjærremand og Smodæwl og Gordbonisser – og hwad det no hied tehoeb – haaj han saat øwer a‘ Wand hvver Krumm.
Derfor war æ helsen ett aa und res øwer, te æ Bued sak“’ wal i æ Fywr!
Tho det war jo aal den her Egns Bjærremænd og dje Pohæng, der no ett mir kn’ bego sæ po den her Sid aa æ Fywr for æ Kjerkklokker og saa møj andt – “Korset og Kristentrowens klare Lys” de war no aalsammel søjt derøwer te Fur, te en gammel Oldfaar, de haaj der i Rødstien.
Han sku no ta sæ a’ dem. – Og der skal de sejj og krykk*’ den Daa i Daa er.
Og der fornærmer de ingen, og ingen fornærmer dem.