Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
Ja, Lykken søen telpas for tow
Kjærestebrev
Til min efteraber
Æ gammel Snejker
Djævlen på sjov
Et flot kast
God igen
Odins jæger
Slottet i fly
Syv stakke
Vi går i fare. hvor vi gaar
Dronning Margrethe
Tyrene stanges
Ann Mari hinne Filosofi
Autografsamler
Kromand imod sin vilje
Aakjær Bøj
H.F. Fejlberg-Saa do bløv føj her i høst
Fræ den jen Jepp aa te den aan
Saamøj en knøwe par
Hun går igjen
Øwer æ ævn
Ja, Lykken søen telpas for tow
Udgivet: 7. jul. 1902
JA, LYKKEN SØEN TILPAS FOR TOW
Ja, lykken søen tilpas for tow
den mo’en skam ta rap ve;
den skjenkes kons te husbehov
og det endda så knaple.
Kjærestbrev
Udgivet: 12. Aug. 1925
Kjærestebrev
Se så haar a fåt mi Rov i Hus –
Det lower aalgodt i æ Kjan –
No kommer a så med mi Boj, bette Mett,
Te gywt wos det ka vi no gjan.
Æ Spilmand ka foes Battemejmarkensdå,
Hwis do ka blyw færdig mæ dind.
Og saa skal vi sleges og kyss og vær glaa
Og dans med Kind’ imud Kind’.
Der stor en Bed’ paa mi Narmarks-Towt,
Han er så blævrendesd fied;
aa slagt den Bels te wor Bojel bitte Mett,
skal blyw ret en skjønne Plasir.
Af Hawr mi Laad nu er stappende fuld,
Mi Awl er bjerrer hwer Stjelk;
Men ind’ i mi stow, der er alting så tom,
Nær æ Klokk falder i Sla ved æ Bjælk.
Men drawer do te mæ, mi yndige Pig,
Og dirle med mæ Bysselow,
Så bytter a ikki for Himmerigs Rig
en Plads ved di Sid i wor Stow.
Til min Efteraber
Udgivet: 14. apr. 1910
Til min Efteraber
Do bied af mi Kovring
forovn og fornejn;
æ Mad var sgi min,
men æ Måg bløv di ejn!
Æ gammel Snejker
Udgivet: Okt. 1907
Æ gammel Snejker
Der gor en Mand mell’ Grønning-Knold’
— vi letter po wor Hat —
hans Mind’ vil Salling læng’ behold’,
— den letter po si’ Hat.
Æ Blæst ka’ flyw’, æ Storm ka’ bus’,
det rokker ett den Snejkers Hus’,
men letter po wor Hat. —
Han er lidt rynked i æ Bark,
— vi letter po wor Hat —
men inderst ind’ en hwelle Knark,
— vi letter po wor Hat;
og stil ham mud en Timmerdyng’,
da ka’ do trow, hans Yws ka’ syng’,
— a letter po mi’ Hat!
Han haader Brændvin som æ Dæwl
— a letter po mi’ Hat —
og saå do ham handtir en Hæwl,
do letted po di’ Hat. —
Æ Sommerdaw’ han haar æ trunt,
ved Vintertid’ da gor han rundt
og letter po hans Hat.
For hwer en Knot, for hwer en Knast,
der stented mud hans Hat,
for hwer den Diel, han haar slaan fast,
vi letter po wor Hat.
Wor Tap ska’ dripp’, wor Øl ska’ skyll’!
A trowr saagi’ hans gammel Møll’
no letter po si’ Hat.
Her staar vi i den Snejkers Stow’
og letter po wor Hat,
ja for ham sjel og for hans Frow’
vi letter po wor Hat;
for aall’ de Daw’ og aall’ de Or,
der glaadle kam’ og laangle gor,
vi letter po wor Hat.
Djævlen på sjov
Udgivet: 1923
Djævlen paa Sjov
Tho en ka jo vær saa uheldig aa fo Fremmed som en -om a maa sej æ søen – gjån vild ønsk ad Helvede te; søen tinker a vval osse det war, den Gaang de i Hywsle1 fæk Besøg af den Slemm.
Jow, det fortæles jo po den Maad, te det war en Fastelavnsmande, der bløw holdt stur Liegstow i jen aa Byssens Gord.
Der bløw danst og drukken wal, og æ Kwot bløw nok heller ett forsemt; og de her Kwotspillere skal ha wot da saamøj brølhord te aa band; og det er jo lig æ Dæwl hans Handel.
Som de lied Slampere’ sejjer søen og tæsker i det moged Kwot og hwer Ywblik læ den bitte Mand ryw og flyw, saa skal Gaadsens Kaal ud aa fur’ aa.
Det war en begswot Awten med Drywwand, og som æ Kaal kommer uden æ Dar, ka han – nær han søen skaalmer hen for sæ – lissem skimm en Skyvels, der skrijer agter og fram forved æ Vinnier.
Æ Kaal, der trowed, det war jen aa æ Egns Folk, der vild mej te æ bojer i æ Liegstow, sejer:
“Godawten! Væsegued aa gaa ind ad æ Dar”.
“Manne Tak!” sejer den naaen.
Saa stikker æ Kaal i Rend ad æ Staald te og tinker ett mir ved det.
Da han haaj gin æ Hejst og er kommen tebaag, blywer han ett lidt fornumred ved aa si den sainm Persown ino go og stork under æ Taagdrip.
Der war nok osse nue af dem indenfor, der war bløwn forund’red ved aa si dæ hæ Rumpen glid og glid forved æ Vinnier og somti legg en laang, bleg Ansigt imud æ Rud og log ind i æ Liegstow, som for aa komm atter, Invad dér gik for sæ.
“Hwad!” sejer æ Kaal, “gor do ino her og slonter? Itho, go da ind ad æ Dar!”
“Manne Tak”, swor den Fremmed, men han gik derfor ett ind, men stod og flired, som vild han ha æ Boj tredje Gaang.
Æ Kaal bløw en Kon sær ved æ og sejer:
“Men hwi gor do saa ett ind?”
“Manne Tak!”
No to’ han, syrenmæ, ett flir Urd men smutted ind ad æ Dar forved æ Kaal.
Han op i æ Liegstow, men’ han ku ta!
Og no ka I trow, æ Pigger de bløw swungen, saa det betyd’ nøj!
Han war en swær ynde og stavelired Kaal for Ansiels, og I ka trow, han kun følle æ Repetis!
Han war i æ Dans som en Lopp po en Glød’, og hwer en Pigbaaen, han bøj op, hun hwirrelt øwer æ Gwol som en Søsselkon
Men det war iløwle ett æ Dans aaljen, der sto ham for æ Hued.
I lans Tanker haaj sgi annesteds Ærend. Og far nue jen véd en Urd aa æ aa sej’ haar han saa Faawel te æ Liegstow og sejjer no og spiller Kwot, sammel med de hæ Slurier”, der haa sejn og raaft po ham saalæng.
Dér war han kommen mell hans Gamlinger!
Aal de hæslige Band’er og lied Smodæwwel, der uafladelig pulst”’ ud aa æ Hals af de her Kwotspillere, det war lig nøj han ynded. Og som han kund vend æ Kwot! Og han war, migi, gued aa ha te Makker; for han vidst jo po en Prik, hwor æ Trumfer so.
– Men atter søen en Staånds Mud saa kund æ Fyrer mærk, te der mot vær nø Fini ved æ, for æ Klører – de forswand hwerjen aa æ Stamm.
I søde Nawn, hudden haaj des sæ! – De halv aa æ Kwot bløwjo henn! De fækjen jawed under æ Burd med en Vegi æ Haand.
Han kommer op saa bleg som en Lik. For aalle Klører i æ Spil ligger sprej o æ Gwol rundenom dæ her fremmed Skinting.
“Aae”, hwisked han, der haaj wot nied med æ Lys, “a er, brølmæ, rej for, te det er den Slemm sjel! For po den jen Fued haar han nøj som en Hejsthow’ og po den naaen bryder der nø laang krumm Klører ud aa æ Støwlnies, og dem haar han guednok slawn om den jen Burdtremm!”
No kan I trow æ Kwotspillere war bløwen nø bette Kaal.
Sjel om de wal aalle haaj sit ham far, saa vidst de nok, hwordan den Slemm sku si ud.
Te ett han kund styr æ KJører i æ Kwotstamm, det war jo ett a undres øwer, for aalt hwad der søen er i Kos – det hlatter fræ ham.
No, æ Skjewl er jo aalle laant henn, og de haaj jo saa banded ham te sæ!
No mott de si sæ for, hwodden de bløw aa med ham!
For han begynd guednok aa blyw dem lowle nærer. Og han lo sæ forlyd mej, te jen af hans Makkere vild i det mindst kom te aa gjør ham Følleskaf, inden æ End to’. – Som godt war, haaj de ett laant te æ Præjst; helsen kund æ misajn ha bløwen knowred nok for dem, æ Swend’!
De fæk da Boj te wor Faar; han kam osse, og det bode i hans Kjowl og hans Kraw’; no war æ, karenmæ, æ Dæwl te aa frøjt for hans Trøj.
For æ Præjst han sto po “Guds rene Urd”; han war et forfar. Han to’ en Frit ved æ Bjælk og lig i æ Hjørn aa æ Vinnisbly der burer han en Hwol som en Knapnolshued.
Og sajn, om ett osse æ Kaalsen mot harrud aa ’en!
Men Gud spaar jen, for en Døen, der bløw i æ Stow, da æ lied Aadsel war maant der igjemmel!
Et flot kast
Udgivet: 1923
Et flot Kast
Jow stæl fræ hinaant, det vild æ no, æ Maag, – men tho det er der endle osse anne, der vil – og forliges øvver en Dartrin, det kund æ heller ett.
Søen mødtes tow Gordboer en Awtenstaånd, hwer med en gned Borren Halmbrøjjinger po æ Nakk, lidt nurden Traannm’ Kjerkgo.
Naa, det gor hwerken war be bejer end de kam jo te aa skjær sammel da saa læstele om det lier Halm, omsi’e knnd æ Mund’ ett gjør æ ud, men æ Næwer maatt te aa klaar æ Facet.
Men hér er den jenn den naaen saa øwerhaånds’ i Kræfter, te han tar ham lig i æ Kåsilken11 og kyller ham saa høt i Luften te han støwter nied en Stød vejsten for Kowernp Kjerk, og det med en søen Skaltaarn, te der hløw en sturige Grawuel i æjurd, der atterhaånd fyldtes med Wand og hløw te det, \i sind haar kaldt Taastnm Sø.
No er Traannm Kjerkbakk en grumme raar Stej aa hwist nøj fræ sæ po, men kyll en Mennesk – sjel om han er bette – en styw Mil igjemmel Luften, det ska der no iløwle majte Kaal te!
Hwad miner do, Jens Daalum? Do haar jo wot Tøndtæsker og haar heller ett wot med dem hjamsk hwad Kræfter angor.
Nej saamænd”, swored Jens Daalum og so ud øwer æ Hied mod Vrow’ Kjerk; anne tøt moskisæ” han so mod Resen, der er Annegs.
For Jens war møj skjelywed”, saa han ku sajtens kik den Mil forkirt.
God igen
Udgivet: 1923
God igen
Jow, det war te Tier en wanskele bette Kaal, den Nis, men imellstaånd ku han osse vær grumme gued a’ sæ.
Men han vild jo gjøres en bette Krumm1 ud aa for hans Guedhied, og tho, de’el en naaen jen wal osse, nær det kommer te æ Stvkk!
Hans Grød Ywlawten – dem vild han no ett goes fræ mej, og Smør i æ Grød, det war osse en saa” Ret; bløw det forsæmt, saa vidst en aalle hwad æ Morris ku hætt po.
Og det skuld en wal heller ett tøkk’, der war formøj for aa go og si po en I Hosben’ si Bejst en Or om?
Søen fortæles der om en Gordbonis der holdt te i jen aa æ Gord’ hernied i Trøwed”.
De haaj faat dem en nøj Pig, og hun sku saa te aa dryw nø Fjanterads med sølle Nis; saa da hun Ywlawten ska te aa law ham hans Grød te, legger hun æ Smør po æ Bund’ aa ’æ Sætt; med æ Ma’stok hjunsler hun saa æ Grød derovenopo; søen sætter hun æ Fad ud po dje Logwol.
No, æ bette Vratling” kommer og ska te aa smumme de her Grød i sæ, som han war faale hægend atter; men da der for ham aa tøkk” ett er saa møj som jen Smørkaw’ i’em, blywer æ Spirris1’jo saa und”, saa han hwinter, hugger æ Skir lig imud æ Laaedar og faarer ud ad æ Nøds og drejer æ Hals om po tow af dem villest Kyer, de haaj i æ Gord.
Og da han haaj udretted det Stykk Arbed, saa selier han sæ tebaag ijen ind te hans tar Grød. Han to’ nø gued Skjeffel, for han to’em i’æ Gal.
Men ret manne haaj han ett tawn, far æ Smør begynder aa kwæld op fræ æ Bund. – I hwa’ wa’ det her endda! Saa war der jo iløwle Smør!
Endda møj Smør, ja, mir end han nowti haaj faat i hans Grød!
Haaj han no her undlywed tow saa herlige Kver, nær æ Folk haaj gjord saamøj ud af ham!
Ih føj for en Vesen endda! Æ bette Vennek so og bløw aal beveged.
No, han tæmt da æ Skoel for æ Grød og visked sæ lidt om æ Skjck; – men det ka I lig sej’ aa: det bløw en urolle Næt for Gordbonis, søen det bundted nøj!
Han ud i æ Land, aal det de smo krumm Bjenn kund traw, fræ Nøds te Nøds, øwer den hal’Jyllen, – om ett der sku’ sto en Par Kyer jestejes, der lignt dem, han haaj møwred
Og Syrren slaa ham! om ett han, inden æ Dawskjar kam, haaj funden, hwad han søjt: jen Kow po Mos og jen i Thy; dem fæk han po æ Ryk, harans! hjem te Trøwed med dem, og de stjendød Aasler i æ Bos’ for dem, han haaj knævven!
Men da æ Daa war po Sky, og æ Pig’ kam med hinne Stripp og skuld te aa lin æ Jøwer” po de her nøj Kyer, saa vild dejo ett sto still, de war nøj kjelle ved æ Patt, war jo wuen te en naaen Malker; og æ Pig to’ po og bløw nøj værkele”.
Men hette Nis war osse her ved æ Haånd og hwisked te æ Pig, nær hun ga væst aa æ Saws, for aa gjør hind mir rolle:
“Ti still og ett kny, for den jenn er fræ Mos og den naaen fræ Thy.”
Odins jæger
Udgivet: 1923
Odins Jæger
Det en snaar war mjest ræj for som Bøen war det her, de kaldte æ Wojnsjeggere.
Og det war nøj jens Muer indprented wos lig fræ Baaensbien aa: “Pas endle po, Bøen, nær I gor aa vrøder ved Nættetider atter jet eller andt, te I ett kommer te aa fløjt.
Fløjt om æ Awten det mo I ett gjør, for alt i Verden er!
Saa kan æ Wojnjeggere komm aa ryw jer mej i Luften, og I sie aalle æ Jurd mir.
No er æ læng sind a hør æ, men i faroms Tid’er nær a gik dernied ved æ O’ med æ Togger, lig møj hwad Vejlo, der blæst po Sky, mjest i den tredje Mørk, nær æ Ørred gor op fræ æ Fywr”, da haar a høt æ manne Gaang.
A kaast mæ o mi Lyw saa laang a wor for Rejning og lod æ Togger dryw Fanden te Sorre!
A haar wot æ liisse nær, som a no er jen af ijanner. Det kommer gjan som en Piven fræ Nordvejst og drywer ad æ Sydowst.
A haar høt dem, der vild sej, te det sku vær Knarregjes.
Knar-re-gjes!
Sikken bespottle Taal! Det war helsen nø slem Gjes!
Somm Stejer haar en hør, de haaj rejn splitt en Stud ad.
Nær a som Hjorddreng mott ud aa lied atter en Lam i fremmed Sown’ og a war bløwen silde tefaes”, saa kan I trow, a haaj ett mir Mued end te mæ sjel, nær dæ hæ begynd aa pief øwer æ I Hued af jen!
Men tho Worherr haar da bewaar mæ te den her Daa.
De sejer jo, te det war en Mand derind fræ Wojns, der war bløwen da søen iband atter æ Bøss, te han ett tytt han knnd omvær’en for aldrig det; mott han blyw ved aa jaw, som hans Lyst war te, – osse atter de haaj putt ham i æ Jurd – saa kund de gjan ha bode dje Himmerig og dje Helvede for ham.
Det war jo en sær bespottle Urd aa læ sæ forlyd mej.
Og te han no mo flyw igjemmel “Luften te Dommensdag”, derfor haar han sæ sjel aa takk.
Men Gud naad den, der ska mød ham! – Han er aaltid tefaes po en kwolswot Hejst, en Bøss i æ Haånd og en Flok hujend Hund i aa Hæel.
Det er jo æ Hund’ dje Piven, en ka hør, nær æ Kramm ett ka følle med æ Helmes.
De ka helsen godt law Skaarstykker, de hæ Hund’. Det er jo sjalden, de kommer inden Dar’, men det ka da passir, og saa lawer de jo en forfærdele Vejlo og en Mollør, te Gud spaar wos!
Men de kan ett komm annestejer ind, end hwor der stor tre Gaefoven Dar’ lig øwer for hweranne; men dér flywer de osse igjemmel, saa det Hiele bewerister.
Søen war æ jen Stej, der war æ Kuen ilaw mej aa brygg hinne Ywløl1’.
Hun haaj faat æ Wot færdig og no lukker hun saa æ Dar’ op for aa suel hinne 01 – det forstor sæ.
Med det samme er osse æ Wojnsjegger allat!
Og hiele det rædle Pati flywer lig værles igjemmel æ Hus og det røwes og draawes og to’ po, saa æ Hus, si Stolper de waggier som Pilwoller.
Og da æ sølle Kwind kam ud i hinne Bryggers og skuld te aa si nyw atter, saa lo det Hiele i jen Smadderblatt.
Og æ gjewwe 01! – lig fræ den villest Kaar og te den mindste Stripp – fuld af Hundhor og Skidt og Maag øwer det Hiele; saa det vvar lig te æ Swynkaar hvver ewig Drip!
Ja, en ku græd øwer æ! Æ sølle Kuen stor der med hinne baar Hinner og haar ett saamøj som en Drip 01, te hun ka vær bekjend aa byd en Mennesk Ywlawten!
Hwad det war æ lied Skuel søen javver omkring atter, det haar a lidtle Ved” om.
Der er nowr, der sejer, te han jawer atter Ellpigger, den Slaw, de kalder Slattenpatt.
Det kan jo godt ha si Rimmelehied.
Det war nok saamøj faale, som han war hord ved den Slaw; ja det war snaar aamøj.
Søen fortæler de – a udgir æ ett for andt, end det er – te nær han no haaj fanged søen Par Ellfrower, saa knipped han dem sammel red dje Hor og lod dem hæng nied, jen ved hwer Sid aa æ Hejst si Saadl; snaar som kund æ ha wot en Par anner vild Fowl.
Saa det laader te aa haa wot en møj skumsk Persown”.
Slottet i Fly
Udgivet: 1923
Slottet i Fly
Men det er sgi ett det jennest, der er aa fortæl om Fløj. De haar, missen, osse hat dem en Slot der i æ Bøj, det er saa møj sikker! No er det ett andt tebaag aa en end æ Navvn, men den er da i Behold den Daa i Daa, som enhwer ved.
Søen en bette Stød1 vejsten æ Kjerk, der er æ, en mo søg æ Plads.
“En Kongeslot eller befæstet Borg” – det er saamøj vis! For manne Or sind, da nue dér grawed i æjurd, fand de osse guednok bode Mur og Kalk og en Masser Brokler.
Men hwad der snaar war det aalvillest’ – imell all det andt fand de osse tow brølstur Pwothængsler, og sjel om de war grim raasted saa to’ ingen jo da fejl aa, te de haaj, karenmæ, ett wot bestemt te aa sej i en Husmandsbrakk. Nej, sajn, haaj de ett! Tho den hæ Borre den haaj saa lejn alisid med Fløj Sø, det vi no kalder Flæskidamm.
No er der jo hwerken Sø hæ Damm, men engaang war her saamø Wand, te de sejlt i æ med Orlogsskiwe!
Da haaj de en Kong i Fløj og jen i Skyw.
Det kam jo op aa slaas saa værles det ska æ jo wal pas; og jen af dem bløw undlywed og kaast i en Hyw, der legger ved det, vi kalder Skjelhyw.
Kong Harald det war hans Nawn; men om det war ham, der war Kong i Fløj heller det war hans “kongelige Gefærlighied” fræ Skyw, det haar a aalle kund fo æ Greef aander.
Men der kund osse gjån blyw andt aa kikk atter po Fløj Hied.
Lidt vejsten for, hwor a bowr, legger der nø Wold’ og nø Værker, som de kalder Swartsstow, og dér vil de guednok sej, te æ Swenskere ska ha hat dje Kotir.
I mi Skueldaw da war der en Væs”, som vi Knejt gik og ærred hinaan mej.
Den war søen:
Syeby Bøj sak i Døj,
Kowerup kam op ponøj.
– Kaarup Dyefdaal,
Taastnm Knygsaaend.
Fløj – den forbandede Tywbøj!
I Vrow’ er de saa growk
I Vristed er de saa driste.
I Søwl er Hwermand snøwl.
I Saal – gjennes dje Kokk te aa gaal
fjowten Daw, far de kommer aa æ Skaal’.
Tho det er jo ett fri for, te den gammel Sej er nøj nærgoend mod Fløj.
Men haar de dernied i Fløj i faromgodaw” osse hat en jenle Tywbælle aa draawes mej, saa ka I da skjønn, aa hwad a no haar fortal jer, te de osse haar hat det imell dem, der bowner nok saa møj.
Syv stakke
Udgivet: 1923
Syv Stakke
Se, hwormanne Nisser der end war, skuld en iløwle aalle find mir end jen po æ Stej.
Det war saa lig møj, om æ Gord war stur hæ bette; søen war det no bløwen skjewt, og det kund ett vær annerledes; for haaj der wot flir, hworden skuld æ vær kommen terett med hinaant?
For saa møj nø bette ildworre’ Kram war æ jo.
Søen lo der en Stej alisid en Præjstgord og en Herregord.
Og de haaj hwer si Gordbo, som Taalen er.
No kund æ Præjst jo ett hiel klaar sæ i Awl med æ Herremand, hwad der jo ett war aa und’res øwer; men det kund æ Præjst hans Nis no ikki fordrage.
Søen stor der jen Atteror syw skjønne Stakk po æ Herremand hans Towt men baare fatte fem po wor Præjstes.
Aae, som den Nis han ærret sæ! Han kund i Maanskjen sejj aa kig’ atter de her Stakk, som æ Herremand haaj, te hans Øwn rend i Wand ved æ.
Ja, som det bette Morris da war misuenle!
Saa en mørk Næt – saa kund han sgi ett hold sæ i æ Skind længer.
Men kjek! saa war han krawlt aander den villest aa æ Herremands-stakk; han reser en i æ Vejr po dæ her bette krumm Bjenn og begynder aa hæfler aa me’en; det war jo æ Mjenning aa æ, te den skuld herrøwer po æ Præjst hans, inden æ End to.
Kund han fo det rigtig bostavired, saa haaj de hwer sæjs; det tøt æ bette Løjnør, te søen war æ ret skjewt. Men Skam kam atter æ!
Lissem han er aalbejst i Gaang mej aa faa æ Stak hæffelt te sæ, saa kommer jo æ Herregosnis – de haar æ Øwn med sæ, de Kaal sjel om Nætteti’er! – og han war saa gal te han stied !
Om han ett lig vild drej hans grim Nies den naaen Vej og bær dje Stak tebaag, hwor han haaj knæwen’en!
Nej aalle Taal om den Ting! Søen vild den Bette ett slipp, hwad han haaj faat Hæws po.
No; det kam da te aa slaaes saamøj værles!
Den jenn brujt en Harre og den naaen en Plow; saa der wanked helsen jawnhen gued’ Singelduser! En mo jo undres øwer, te de ett fæk hinaan rejn og baar maskerired.
Tesidst war de da osse saa udgjord som en Par Kokkywlinger, nær de for Aller haar wot opp aa toppes.
Det war knap de kund kryw tebaag hwer te sin’.
Da æ Folk i de to Gord kam op om æ Maaen ku de da i al Verden ett forsto, hwad der war gawn a’ dje Stak te æ Herremands, te den sto henn mødt mell æ Gord’ og kund hwerken komm teframm hæ tebaag.
Der war jo nok en Par bette Kanniser, der kund ha gin Beskejn, men hwor de war henn den Tiddaws, det war ett godt aa sej; for de haaj jo hwer for sæ faat mir end nok aa blæs po.
Syv Stakke
Se, hwormanne Nisser der end war, skuld en iløwle aalle find mir end jen po æ Stej.
Det war saa lig møj, om æ Gord war stur hæ bette; søen war det no bløwen skjewt, og det kund ett vær annerledes; for haaj der wot flir, hworden skuld æ vær kommen terett med hinaant?
For saa møj nø bette ildworre’ Kram war æ jo.
Søen lo der en Stej alisid en Præjstgord og en Herregord.
Og de haaj hwer si Gordbo, som Taalen er.
No kund æ Præjst jo ett hiel klaar sæ i Awl med æ Herremand, hwad der jo ett war aa und’res øwer; men det kund æ Præjst hans Nis no ikki fordrage.
Søen stor der jen Atteror syw skjønne Stakk po æ Herremand hans Towt men baare fatte fem po wor Præjstes.
Aae, som den Nis han ærret sæ! Han kund i Maanskjen sejj aa kig’ atter de her Stakk, som æ Herremand haaj, te hans Øwn rend i Wand ved æ.
Ja, som det bette Morris da war misuenle!
Saa en mørk Næt – saa kund han sgi ett hold sæ i æ Skind længer.
Men kjek! saa war han krawlt aander den villest aa æ Herremands-stakk; han reser en i æ Vejr po dæ her bette krumm Bjenn og begynder aa hæfler aa me’en; det war jo æ Mjenning aa æ, te den skuld herrøwer po æ Præjst hans, inden æ End to.
Kund han fo det rigtig bostavired, saa haaj de hwer sæjs; det tøt æ bette Løjnør, te søen war æ ret skjewt. Men Skam kam atter æ!
Lissem han er aalbejst i Gaang mej aa faa æ Stak hæffelt te sæ, saa kommer jo æ Herregosnis – de haar æ Øwn med sæ, de Kaal sjel om Nætteti’er! – og han war saa gal te han stied !
Om han ett lig vild drej hans grim Nies den naaen Vej og bær dje Stak tebaag, hwor han haaj knæwen’en!
Nej aalle Taal om den Ting! Søen vild den Bette ett slipp, hwad han haaj faat Hæws po.
No; det kam da te aa slaaes saamøj værles!
Den jenn brujt en Harre og den naaen en Plow; saa der wanked helsen jawnhen gued’ Singelduser! En mo jo undres øwer, te de ett fæk hinaan rejn og baar maskerired.
Tesidst war de da osse saa udgjord som en Par Kokkywlinger, nær de for Aller haar wot opp aa toppes.
Det war knap de kund kryw tebaag hwer te sin’.
Da æ Folk i de to Gord kam op om æ Maaen ku de da i al Verden ett forsto, hwad der war gawn a’ dje Stak te æ Herremands, te den sto henn mødt mell æ Gord’ og kund hwerken komm teframm hæ tebaag.
Der war jo nok en Par bette Kanniser, der kund ha gin Beskejn, men hwor de war henn den Tiddaws, det war ett godt aa sej; for de haaj jo hwer for sæ faat mir end nok aa blæs po.
Vi går i fare, hvor vi gaar
Udgivet: 1923
Vi gaar i Fare, hvor vi gaar
I ved jo wal, te der er nøj de kalder Ellfolk.
Det er søen nø bette Grasværk, der løwer i æ Mueser og Kjar og søne wod Stejer.
Men der er osse nøj, der hied Ellpigger; det er no hiel andt; nø lied forførisk Kram, som I her ska hør.
Søen war der jen Gaang en Kaal – ja tho han war osse fræ Hywsle; – ja, han war da nøj i Familli med ham Skjelle-Jerrik, I ved. –
Han haaj wot nøj sille tefaes – tho han war lowle hægen atter æ Kwot – no war han da saa po æ Vej ad Hjemmen te og haaj faat den laang’ Bien godt oforaa.
Men lig som han stegler forbi en Hyw, som der aaltid haaj wot nø Nekodemus ve – den lo søen lidt ind po æ Awer’, – saa er æ, som der kommer skrid’en en Par Kwindfolk ud fræ dæ hæ Hyw, – lisse laangsom, – alstill hen imud ham!
Det war aal det, han ku si dem bevæg æ Fædder. Han blywer aal sær ved æ, det kan da enhwer forsto.
Men far han ved Urd aa æ aa sej, er de kommen alisi med ham og haar hwer tavn ved en Aarm a’ Fyren, og de klemmer te, saa det gor ham lig te Marre og Bien! Og han maatt væsegued og go imell dem.
De gjord ino ett andt ved ham end de klemt da saamøj værles; men han war rej, te de sku fo dje Aarme om hans Lyw -for de war søen lowle sleg – og der war han ett vis po, han ku tol æ Knog.
Æ Swed hawit jo nied a’ ham, og han sprekulired frem og tebaag, hwordan han da skuld blyw skild ved de Malorisser.
Det war j o nok æ Straf for æ Kvvot, tint han. I Avvten war æ da ham, der haaj taft – bode Øel og Ærm”, – men det ku altsaa ett klaar æ, Gud naad’ ham!
Te al Held kommer æ sølle Kaal imedlergodlaw” te aa tink ved en Salm, han haaj lær, men han gi te Præjst.
Han begynder lisse rolle:
Jeg gaar i Fare, hwor jeg gaar,
min Sjæl Skal altid tænke,
at Satan allevegne staar
i Vejen med sin Lænke;
hans skjulte Helvedbrand
mig let forvilde kan,
naar jeg ej paa min Skandse staar,
jeg gaar i Fare, hwor jeg gaar.
De Urd, det mærker han i æ Aarme med det samm, – dem ynd’ de her Pigger ett!
Og han blywer ved, saalaant æ Væs vil rind ham i Mind:
Jeg gaar i Trængsel, hwor jeg gaar,
mod Synden skal jeg stride;
om Gud med Korsets Ris mig slaar,
det skal jeg taalig lide – –
No war der snaar ingen Klemmen aa mærk, og han blywer ved, det bejst han haar lær:
Jeg gaar til Døden, hwor jeg gaar
og ved mig ikke sikker,
ej nogen Dag og Time, naar
han har mig alt i Strikker.
Et lidet Aandefang
kan ende al min Gang——
Jeg gaar blandt Engle, hwor jeg gaar,
de skal mig vel bevare;
slet intet Satans Magt formaar
i saadan Himmelskare.
Bort Verdens Suk og Sorg!
Jeg gaar i Engleborg!
Trods nogen rører mig et Haar,
jeg gaar blandt Engle, hwor jeg gaar.
Jeg gaar med Jesus, hwor jeg gaar,
han har mig ved sin Side – –
Længer kam han ett!
Mir vild dæ hæ to’ Skivelser ett hør. Det ga en Ryk i æ Kaal hans Aarme, saa det swej hiel op i æ Skaaldre, saa haaj dje Pohæng End, æ lied Kram! – De haaj gjord omkring.
Æ Kaal vender sæ lisse virm.
Jow, dér skrej de afstej, tebaag te dje Hyw!
De haaj wot saamøj nø ynde Kwindfolk for Ansiels, saalæng de haaj æ Frampaart te ham, men no baagfræ aa si, war æ da saa møj nø lied Hjaanier18, ja osse ret nø Wonhejringer19.
Og det bode opp og nied’, og huel i æ Ryk, som en Dejnkaar’20 det war de oven i Handel!
Men æ Kaal, der war kommen ud af den Klemhærk – han war glaa, saa det bundted nøj – og den Awten da han war kommen ad æ Seng – det kan I lig stuel opo:
Da glemt gotten Kaalsen ett aa løs hans Fadervor!
Dronning Margrethe
Udgivet: 1923
Dronning Margrethe
No to’ Jens Daalum fat og saa’:
“Saa vidt a ka blyw klog po, hwad do no sidst lo og fortal, saa æ den Wojnsjegger vis ett and Kong Wolmer sjel, ham de aal si Daw haar kaldt for Valdemar Atterdag, for det der med ham “atter kam Dag te Danmark”.
A haarwal hør, te han sku hawot lowle slem atter Kwindfolk, men te han ligfrem skuld ha dem søen i Knipvis po hans Ridhejst, det trowr a no der er nø Firri ved ’.
Og hwad er osse det for nø Plewer’, te han sknid ha nøj aa skaff med Wojens herind i Salling!
Folk ka da osse hætt po saa møj!
Nej, men hans Dætter, Dronning Margret, det er missel en hiel anden Sag.
Hun er kommen møj po den her Egn i hinne Walmajtsdaw’.
Det er der nok der tyder po.
Ud po Fløj Hied’, der stod dæ hér faale Sla’ imell hind og den swensk Kong, ham Albrekt – det haar I da nok høt sej aa?
I laar I ett!
Nej ung Mennesker det lærer ingen Ting i wor Daw!
Men vild I engaang go med mæ, da skuld a, sajn, vis jer æ Plads.
Den, der vil si nyw atter, kan saamøj godt den Daa i Daa find de Hwoller i æ Hied, hwor Margret haaj bode hinne Lejr og hinne Hejststaald.
Og hinne Hejst’ dem maa hun ha gjord møj ud aa, for dem vild hun ha wanded med det lettest Wand, der war i Danmark, og det skal vær bløwen funden i Skajbæk, en bitte Krumm O’, der løvver den Daa i Daa er.
Ja, den Margret, det vvar saamøj en slinde Kwind! Det haaj hun hwer Graån atter æ Faar.
Den Næt, far hun tørnt sammel med den swensk Kong, da ska hun ha hat hinne Kotir po Ejstedgord, og far hun og hinne Følle rej i Sla, lod hun vend æ Skow under aal æ Hejst’, saa trowd jo de Doggerhuejjer a’ no Swenskere, te Margret war rejn te æ Gord i det Stej, hun war rejn derfræ. Imen æ sjelle Sla sto po, war hun kravvlt op i jen aa æ Glamhvvoller i Kobberup Kjerktorn.
Her kund hun lisse granne sto og øwerkikk det Hiele.
Dæ hæ Albrekt, ham æ swensk Kong, han war rejn i æ Sla po en kridhwid Hejst.
Men han war en sølle Fillifut, han taft snaar æ Hued.
Æ Danskere, her mødt po Fløj Hied, – her war de hjemm po dje egn; der kund de, dænenmæ, styr dem, æ Swend”!
Æ Fjender, det rend som for al Ondt; støwt øwer æ Mueshwoller, baare det kund rej’ æ Bælle!
Men Margret hinne Kaa, det war før Swend’!
De drøw æ Fjender for ved sæ som en Flok Foer; ud i Swonsø Mues, under lot Laag” med æ!
Ja, Gud spaar wos, hwor de maskerired dem!
Og da æ sølle Kong so, te æ Sla vild rejn go ham imued, -saa – hwad han haar aa gye, hans kjønne hwid Hejst den lær han skyd for æ Pand, æ Indwold’ ud aa en, og saa kravvlt han sjel ind i dje Stej.
Der trowed han, han vvar hyt, sølle Taari
Men Margret – det war en granne Pig’, søen det dut nøj; hun war, karenmæ, ett søen aa narre.
Hun haaj hat æ Øwn med sæ, der opp i æ Kjerktorn.
Hun kam i Flywspring lien øwer æ Hied ofor ved hinne Ryttere.
Og hun fæk dæ her sølle Kong trækked ud aa æ Helmus og gjord ham te hinne Faang. Her hjalp hwerken Løn hæ Bøn!
Han bløw i Linki før te Koldinghues; der ska han ha faat æ saamøj ynkele.
Nær Margret vild ud aa rid, saa mott den her sølle Kong op af hans Faanghwol og legg sæ nied po aall fir, imen Margret saat hinne Fued opo ham og brujt ham te Springbrædt for aa kom i æ Saadl. Ja, Jøsses, sølle Mennesk!
Haaj Margret en rigtig nydle og hægend Bej for æ Nies, bløw æ, far det kam ind po hinne Burd, fired nied i æ Hwol te æ Kong, men aalle saa sor, te han haaj faat æ Ryeg aa æ, saa bløw æ trukken op ijen, og han ku’ saa sejj og gnaffel po den Endskal jenne Brød, der war aal det hans Tafel bestod aa.
Og det holdt æ sølle Knog æ Lyw ved i manne Tid’er, saalæng de ett skor ham æ Rind aa æ Brød – for æ Brød si Kraft den sejjer i æ Rind’ – men da de saa osse to den fræ ham, saa kund han ett hold te æ længer.
Saa mott han laad æ Lyw; og det war wal osse det bejst en ku und’ ham.
Tyrene stanges
Udgivet: 1923
Tyrene stanges
Men no vil æ fortæl jer en Histaarri, som a hør, men’ a tjent derud i æ Vejsten.
Det war i en Bøj i æ Nærhied a’ mæ, te der en Daa gor en Buend og flytter no Foer henn’ po nø Ud-awer2.
Lig med Jet stor dæ saa en bette gro Mand ofor ved ham og sejer:
“Hør, Fallil, vil do gjør mæ en Tjennest?” “Ja, det kan godt vær”, sejer æ Buend. “Hwad skuld den besto i?”
Jow, sir do, a bovvr no i æ Hyw, en ka si derhen mud æ Hied.
I den næjst Hyw bowr der en Mand af samm Starels; men han og mæ vi er no bløwen ujens og kan ett komm terett om wor Sager, hwerken for ledt hæ møj.
Og imaaen ska vi saa te aa slaaes, og det ka gjån komm te og go po æ Lyw løs.
Hwissemensti1 do no po den og den Tiddaws vil go hen øwer de Awer’, saa vil do faa Yw’ po tow Tyr’’, der stor og bødles6; den swotbroged det er den Skuel mi Nobo.
Den rødbroged det er, saa mari, mæsjel.
Og no er æ justemint a vild be dæ da saa mindele om aa ha en Fork i di Haånd, og skuld æ saa vis sæ, te a ett ka klaar mæ, vil do saa ett nok løf di Fork i ham æ Skumpi – den swotbroged?”
“Da ska a endlemoel osse tjen dæ i det!” swor æ Buend.
No, det gik hwer Krumm, som den bette Gro haaj saa’.
Æ Daa atter, da der hæ Búend ijen war ud ved hans Foer, sir han tovv saa møj brølstur Tyr’, der stor og stikkes da saa dæwels imell bæjje de her to’ Hyw, og da æ Buend haaj stawn og glowed po dje Strudjen en Stø Ti og han ka skjønn, te dæ her med det alføst vil go hans Mand opo, saa tar han ett flir Urd, men han render te og dæmmer dæ hér rædle” Fork saa værles lig i æ Lyw a’ den svvot’, og han gir jo en Brøl fræ sæ, ret saa æ Hyw’ de danst for æ Buend hans Øwn!
Lig i det sjelsamm war bæggi Tyr’ henn, og det bode med Lok og Top!
Men den næjst Daa, da æ Buend ijen gik og glynt ud po æ Towt, saa kommer han te aa spark te sønen pæn bette Stykk Kaarwon, en Gryd, brejfuld a’ smo rød Stjen; og da han ret for æ Brikker spjelked an”’, saa er dæ her Stjen jo jenne Guldpeng.
Og det kan nok vær, te æ Mand bløw hentawn!
Det war jo saa nøj, den bette Gro haaj saat aa te ham, søen en jenle bette Kjendels, fordet han haaj wot allat med hans Fork, da dæ her forskrækkele Slaasen war ved aa go æ Kannis opo.
Aaeja, saamænd, ja!
Der er ingen der ved, hwad lykk en ska ha!
Ann Mari hinne Filosofi
Skotsk Motiv.
(1904.)
Ann Mari hinne Filosofi
Som a gik med mæ sjel,
a saa’ te mæ sjel,
og mæ sjel saa’ ijen te mæ:
Hold Yw’ med dæ sjel
og pas nyw’ po dæ sjel,
for anne de passer kuns sæ.
Men a swored mæ sjel,
og a saa’ te mæ sjel,
akkuraat som a no sejer dæ:
Pas en Bett’ po dæ sjel
heller ett paa dæ sjel —
det er jet og det samm’ for mæ!
Autografsamler
Autografsamler
Ja, bejste Hr. Meyer!
Det er, som a sejer:
en Løfte er godt, men aa hold’en er bejer;
og a haar no lowe’,
saavidt som a howe’,
aa send’ Dem en Urd imell’ Unnen og Dowe’.
Men hwad a ska’ sej’ Dem,
hwad Knap a ska’ drej’ Dem.
det ved a sgi ett, hwis ett a maa træj’ Dem —
Men De ska’ jo ha’ æ
te jen, som De ga’ æ,
en Stod’er „der samler”; naa, kom saa og ta’ æ!
Det vil a forær’ Dem.
Gid Fanden fortær’ Dem,
om ti’re med den Slaw’ De’el beswær’ Dem!
KROMAND IMOD SIN VILJE
KROMAND IMOD SIN VILJE
DET havde været en hed og streng Dag, og jeg glæded mig meget, da jeg omsider saa Kro forude. Jeg slængte Cyklen opad Muren og gik ind. Alt tyded paa, at her fornylig var fejret en Basseralle. Luften stod tyk af Brændevinsdunster under Bjælkerne, og Foden gled i Propper og Ølbærme; Stuen var tom for Gjæster, kun henne i en Krog sad der en gammel rødblisset Mand og bed kejtet af et Stykke Ost og Brød.
Jeg forlangte en øl.
En ung Kvinde kom ind fra Kjøkkenet og erklæred forlegen, at de havde ikke „jen Drip i Huset — ett af nue Slaws Lig heller! — Wor egen Folk haar drukken æ det hile! “ slutted hun og drejed sig som i Anklage om mod den gumlende.
„Ja det er sgu Sandhed hwer Krumm,“ svared Manden og rejste sig op fra Væggen og nærmed sig, stærkt ravende, mit Bord, mens han stadig blev ved at gumle paa Ostebrødet.
„Jow vi haar sgu gjord Kaal paa æ fræ en End aa; det er saamøj sikker.
Føj, hwor haar vi drukken, ogsaa lig fræ æ Maaen-staånd. Ja, en skuld jo ett sej æ, men a haar dæwlen-mæ snaar aalle wot saa fuld i mi Daw. — Og det maatt jo ett vær, det war jo ett sær! En ska jo pass paa si Gjerninger, som Taalen er. Er det ett sand, a sejer? — Jamen Jøsses, bitte Faar, saa ka en jo aalle forswor aa før en søen Løwnet! — Men fuld det er a nu bløwen; men a er sgu paa en Maad aal skalu ved æ, for en haar
misæl ett Raad te æ. Og haaj Maren wot løwend, saa haaj æ heller aalle gavn, for hun war en vilre Kwind søen te aa hold ijen. — Nej, for a sku misæl aalle ha wot Krormand i mi Daw; a sku ha holdt ved mi Murhandti-ring, mi Skir og mi Waterpas, — det war æ, a skuld; for a æ for gammel; a dur sgu ett te æ Kror; for a ska sej dæ jen Ting: A er for drikfældig; a vil for gjan haa æ, a drikker æ fræ de fremmed! — Men en haar jo lædt sæ forlokk; for æ Kror her den war misæl saa rejn for dyr. A kund ha hat æ godt, hwor a war far; men søen æ’æ mæ’æ. De u n g vild jo endle haa’æ; ja hun dæ rend igjemmel æ Stow, det war mi Dætter, aaejow! ja hun er sgu en ynde Kwind, men lowle møj forfint; hwad, hun haar jo tjent i æ Kjøfsted, og saa wa’æ jo ett skjøn nok aa blyw ved æ Buendarbed; for mi Swigersøn — ja ham kjender du ett, men han gaar helsen derud o æ Ager — han er. saamænd geskjeftig nok, det er laant fræ søen, — men lidtle Lyst til æ Arbed! Og saa solg a jo æ Stej og fæk det her sølle Kram — men a er sgu træt aa æ, det er vis, a er! A ka ett hold te’æ. A er for drikfældig, a rammer ingen Maad.
Men søen maa du’t trow, a haar wot aall mi Daw. A haar maatt tavn ved, med de her tow! For det er misæl det: der ska arbeds — imellstaånd da. Og du ka trow, a haar kund bestilt nøj!
A haar wot Murer; osse med dem aallvillest; af den gammel Slaw. Vil du ha mæ te aa staa paa mi Hued paa Jebjerg Kjerktorn? saa ska a gjør æ, ogsaa lisse javnle! A haar wot saa faale smedde — og stærk! ogsaa lisse grutstærk. Og mi Sønner! — ja, der er — snaar aa sej — ett den Slaws Lig, te ett de ka ta’æ i styw Aarm og hold æ snaar saa læng, det ska vær.
Men nu blywer en jo for gammel, og for slundred; æ Drikkelswaar ka a ett taal — og æ Kror her — den vil saamænd ød mæ; haaj en wot aa med æ, det Skidt! og haaj hat fat po æ Murskir ijen! Du tror maaske ett, a ka arbed? Ogsaa søen, a ka gi tow Oppassere nok aa be-still! Det war mæ, der mured æ Laad paa Nørgaard! Du ka trow, a haar wot estimired! — Men nu er en jo kommen i Knyk, for de Ung fæk mæ jo slæft mej; — ja—a, 7000 — det vil der nu gaa — med aal Gued! Men det er det samm: a vil aa med æ, saa læng a ka klaarir æ.
For det haar a aaltid saa te mi Bøen: Vær ærlig, og læ enhwer behold sin. Er en baare ærlig og tar Worherr med sæ — læd æ saa komm! — Eræett ogsaa sand, Mari!” (her vendte han sig om mod Datteren) — „læ æ saa komm, dælenmæ!
Men i Daa er å pinnede bløwen for fuld — a haar drukken æ fræ de fremmed; og du sejjer der og faar ingenting.”
Aakjær Bøj
Aakjær Bøj
Lidt sønden Fløj,
der bløw a føj,
der hjalp a tit mi’ Kow a Døj.
Det blæser møj
i den Graan Bøj,
men baag hwer Dig’ gir Minder Løj.
H.F. Fejlberg saa do bløv føj her i høst
Udgivet 4/8 1911.
H. F. FEILBERG.
Saa do bløw føj her mødt i Høst
mell aall Guds gued Gawer,
og fæk dérfræ den skjønne Lyst
aa sammel Nieg i Trawer!
Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt
med Nieg fræ Slett te Slien,
vil fyld wal paa wor Muers Lowt,
og der er Drywsel i’en.
Fræ den jen Jepp aa te den aan
Ved antikvitetsboghandler Jepp Poulsens 25-ors Jubilæum
20. oktober 1903
Fræ den jen Jepp aa te den aan
Do handler med skrøwter, som hver mand ved,
og do forsto’r æ så mari !
De bøgger a skrøw i mi ansigts sved,
dem sæler do laant under pari.
Og kløftig det e’ do, tak skam dæ for de,
saa møj der no blywer bor te dæ,
det skuld da go mier end ondle te,
om ett der war nøj, der hænd ve dæ.
No, løkk ve di disk, og løkk i di stow !
Vi ka såågu aalsammel træng’e !
Og gjør mæ saa aalle di priser så grow,
te ett a ka praang med dæ lønge.
Saamøj en knøwe par
SAAMØJ EN KNØWE PAR
Ved Ludvig Jensen og hustrus sølvbryllup
Han hår wot mi villest Ven,
lisse læng a kund rør æ Pen.
Baare det hans haand aa trykk
fand a war en skjønne Løkk
Han haar laa saa manne Frø
i dem ung baag Frøst å Snø
spør kun om hans Arbejdsmaad
og dje Øwn vil spell så glaad.
Hun haar wot en hweller Kwind,
osse bode ud’ og in’.
Om fræ Sønder heller Nar
kom en glaadle te dje Dar.
Trofaasthieddet war dje Nawn.
Aa ta fræ dem war en Sawn.
Ja, saa møj en knøwe Par,
søen de er, og søen de war!
De to Folk dem vil vi ær,
lisse laant wor Daw vil bær,
og nær de haar end dje Bied –
aa, hvor skjøn dje Suel gaar nied!
29 Oktober 1923
Hun gaar igjen!
Udgivet 1923
Hun gaar igjen!
Mell aal andt Skidteri, der faares ved Nættetid’er, er der snaar et nøj saa lied som det, de kalder Gjengaangere.
No gaar der wal nap saa manne som i foromgoddaw, men der er syren mæ nok af dem ino, for den der haar æ Brikker3 med sæ.
Søen fortæl’er di om en Kuen i Vrou, der war da saa ntøj slem te aa go og putt æ Peng tesid for æ Mand, hun haaj – helsen war dæ saamænd ett nøj aa sej æ Kuen po, te a ved.
Men den her lied Handtiring war der ved hind: æ Peng forswand for æ sølle Stoder, og ett en Kjeft, and æ Kjælling, kund ved, hwor de war bløwen aa.
Og hun kund ti’, aaestej. Men hør I kons no: Æ Kuen blywer tawn nied, blywer mir og mir simpels, og bejst som det er, saa dør hun da osse og blywer begrawed – “med æ Skind opo”, som det lvder for en gammel Sej.
No, saa kund æ Mand jo da behold de Skjellinger, han forhwerred og fo æ Skatter klaarired.
Men ret læng wored æ ett, saa bløw æ jo opped, te dæ her sølle Kwindmennesk kund ett find Fred i hinne Grav for den her syndige Handdring imud hinne Hosbond.
No, det war no ett nær enhwer Kuen, der vild ha tawn sæ a saa nær; men den her maa wal ha wot som en Krumm finfølendes, for bejst som det war – mødt” Nættertider – saa kund de si æ sølle Kwind’ sto i hinne baar Linned under en Bjælk op i dje Owerstow og smaakratted, pilked, pilked, med æ Negl’ op i den her Bjælk.
De haaj sit hind, affentow, bode den jen og den naaen; og æ Mand war ved aa blyw aalsær ved æ.
Saa en Aftenstaånd kommer æ Pig flywen ind i æ Stow te æ Mand, saa hwid i hinne Hued som en kalked Vægg: “Aae, Jøsses!” hwisked hun, “no haar vi Mari ijen!” Æ Mand – han tar ett flir Urd, men gaar hen og lenned æ Dar ind te æ Owerstow.
Æ Maan skjared lisse klaar ind ad æ Østerrnd:
Jow, der stod hun – og pilked ved æ Bjælk, som sædvanlig.
“I Jesu Navn, hwad søger du, bitte Mari?” saa æ Mand og gik hen under æ Bjælk; og der i en usle Revn’ fand han en Markstykk, som han to’ søen imell æ Finger og vist’ hind.
Det war en gued Gjærning han gjord hind dér. Uden jen Urd war æ Kuen forswunden, og aalle nue Menneskbaaen der haar sit hind sind.
Øwer æ ævn’
Udgivet: Bovbjærg: 21. Nov. 1905
Øwer æ ævn’
Haar do hør’, haar du hør’, te Pe’ Døw han er dø’,
og hans Kuen sejjer Enk’ li’saa strag som en Mø!
A kund’ ett gaa forbi; a war nied’ i æ Kjar’
og føl’ atter i æ Skru’, om æ Tørre de war tarr’;
a saatt’ sni ad æ Pwot og kam vejstens æ Haw’ —
— Do haar aalle hat Maagen te Lykk’ i di’ Daw’!
Der er ikki en Enki i hile wor Sown
— ja saa’ a i sejsten! — saa knøv og saa bown.
Hun er rig, hun haar Peng’, hun haar Medler som Skidt,
hun haar Kister som Hus’; — a haar wot der saa tidt —
og dæ’ Ky’r og dæ’ Øg og den Avl, som der stôr!
Det er hejsen nø andt end di’ egn’ Skrantings-Gord.
Fæk do hind’ i di’ Snaar’ — war æ ind’, var æ u’e,
— ja hun sku’ sgi’ snaar løwt’ di’ Hywl i æ Fu’e!
Men do sworer jo ett! Do ska’ lyd’ te mi’ Taal’!
A `el fandenmæ ett sejj’ for døw’ Folk og gaal’!
Tho do ka’ wal forstaa, te en vil dæ di’ Bejst’,
nær en pæger paa den, som en tyt, do ku’ fejst’!
Gjør dæ fin, gjør dæ snøg, sejj’ ett søen og log’!
Ta’ di’ Lejerlu’ aa, smid’ en hen i æ Krog!
Træk æ Øg aa æ Staald, faa æ Saadl laa opo,
og sejj’ ett som en Dorn og tyg aved o æ Skro.
Res dæ no! Vær gilik! Gjør dæ snøg, gjør dæ fin:
Do ska’ hen og ta’ Kys ved den rig’ An’ Katrin’!
Jøsses Kos, bitte Bø’n! for en Kuen do da fôr!
ja, Katrin’ hun ska’ snaar sætt’ dæ Stywr te di’ Gord!
For hun ved, hwad hun vil, og hun haar hinne Sind,
saa do ska’ no’tt lav’ hind aaltfor møj Vind.
Hun er skrap, hun er stærk, hun haar banked æ Sme’,
hun ka hopp’ te æ Lowt, nær æ Gal’ det ta’ ve’.
Men haar det nøj aa sej’, te æ Kjælling er stræng’,
nær do fôr hinne Gord, hinne Jord, hinne Peng’,
hinne nybærend’ Kwier og blankhwonned’ Kal’,
hinne Grunker og Bunker, det Hil’ med det Hal!,
hinne trørre Alens Væv’, hinne Syv-Markes Særk’,
som æ Skræjjer hun sejer, hun goer i te Kjærk, —
hinne Maalt, hinne Gaalt’, om i Saalt’ om ilyw’,
hinne Høns po æ Raan’, hwer en blikkendes Yw’
— hwad hun aatte og ejer, hwer Drip og hwer Drof’:
Ka’ do vind’ hind’ te Kwind’, er æ din’ jo tehof’.
— Naa, der kam nok æ Øg; ja, kom saa ad æ Dar,
men æ Daa er paa Sky, og æ Vejlo er tar.
Ih men bi! Læ’ mæ si: er do snøg om di’ Haag’?
— Nær do no kommer op, held dæ dygtig tebaag,
og sej ett po en Hejst, som do rej po en Raag’;
og pas o, te æ Skro den ett drevler i æ Skjegg,
for søen fôr do aalle æ Sow i di’ Sæk.
Kom no op og astej, men’ det lyser af Daa,
og hold wal ved æ Krikk’, te do ett hwistes aa,
men kom hed’le te Bøj, og Worherr’ vær’ dæ gurd;
saa der ett ska’ gaa Skej a’ di’ Fagter og Urd.
Læ’ mæ si, bitte Do, der er Slyng i di’ Kapp’,
nær di’ Hejst gôr i Sto for Katrin’ hinne Trapp’,
og vær lin i æ Knogl’, men pas wal o æ Furd,
nær do kaaste dæ nied fræ æ Saadl te æ Jurd!
— Hwa’ for nøj, hwa’for nøj! — Hwa’ er do for en Kaal’
Ska’ do søen sto og koj’ for aa now en Krumm’ Saadl’!
Og her haar en gjord’ dæ saa fin og saa snøg,
og saa ka’ do ett kravl’ opo en Kon Øg!
— Ta’ æ Saadl aa æ Krikk’! Sæt di Lejerlu’ o,
og sej do som en Taari og drewl øwer æ Skro!