Tryk på en af Jeppe Aakjærs titler, og du kommer til lyd filen, og teksten.
En koged Hummerd
Var Grundtvig ikke Præst
Evald Tang Kristensen (No pamprer Do saa stell)
For læng, læng sind
Den slemm hans Prokurator
Gammel Jehannes hans Nøjesvis’
Goddaw ijen
Jenny kyst mæ
Kaphyw-en oltidsmind
Mi’ Nanne, ja
Når Rugen skal ind
Kromand imod sin vilje
Vrød-i-Vront og Mari Stont
Æ gammel Smed
Knud Gyldenstjerne
Den blinde jæger
En koged hummer
Udgivet: Bovbjerg 19/11 1905 .
EN KOGED HUMMER
De to mæ paa tredve Favne Wand,
ja nue vil sej: en halvhunde;
de støste Fiskre paa Ferring Strand
de kund saa nappele bund’e.
Fâr gik a saa dawle og gro, aaja!
No haar a en Kjowl saa rø.
Søen gôr æ gjan mæ det Gued, en ska ha:
Det kommer – nær en er dø!
Var Grundtvig ikke Præst
Udgivet: 1902
VAR GRUNDTVIG IKKE PRÆST
Vurderingsmændene havde lige sluttet Forretningerne hos Jens Muesgaard og skød sig nu op i Bænkhjørnet for at drøfte Bysens Nyt, mens de fyldte Stuen med en daanende Røg fra Stumppiberne. Samtalen drejed sig mest om den “nye Mand” Thomas Sjællænder, hvis fremmedartede Væsen og grundtvigianske Sæder havde vakt de ældre Hjemfødningers skaanselsløse Kritik og Haanlatter.
Den hvide og rynkede Gubbe Visti Tammesen, der var en Ka’l til at bedømme et Høved, men kun havde det nødtørftigste Begreb om Menneskei, der ikke var skaaren over hans egen Form, lagde for, mens han kradsed Piben ud med sin magre, rystende Haand:
“Naa, saa er nok æ Sjællænders Søn kommen hjem fra æ Skuel, han gik paa.”
“Ja, tho a haar endele hør en Nysmaal om det,” svared Kræn Hermansen, en sværlemmet Bonde med filtrede Bakkenbarter og rødsprængte Kindben.
“Saa skal en wal ha mir Spetakler og Anstalter. Æ Faa’r kund helsen gjør æ Egn nok, tykkes a.”
“Ja, du haar endda Ret i’et, Krejsten,” vedblev Visti og skød Tobakskassen fra sig, mens den sure Pibespids sitred til Ro mellem hans tandløse Gummer.
“A kund sgu ett dy mig for aa fortæl det til Storgaard, da a mødt ham i Gaar.”
Storgaard var Egnens rigeste Bonde; mangeaarig Kommuneformand og Sognekonge, der øjeblikkelig havde fundet sin diametrale Modsætning i den reformivrige Sjællænder.
“Ved I, hvad han swored mæ: – “Saa kan der jo bly w jen mir te aa syng Kyrie eleison i Østergaard,“ saa han. “Og nær æ Faa’r nu ijen skal ud aa skræpp om den her Pæ La-a-sen, saa kan han jo ta æ Knæjt med sæ som Forsanger; saa spaarer han en Awtensmad te æ Degn!”
“Ha, ha, ha! Ja det er en Spøgels den Storgaard, mod hvem han jen Gaang haar faat Pek te,” svared Kraen Hermansen.
“Og de her Sjællændere med dje Syngen og dje Fagter og dje Diddelomdej, dem kan han nu ett lid –
– og det kan a misæl heller ett. For det er lissom, te det vil gjør sæ en hel Del viller end enaan; og tho det er da ett andt end som Bønder, ihvordan det saa end kronnier og skraber.
A sejer nu for mi Paart; Læ æ Præjst præjk, der faar dje gued Løn og Betaling for’et, men læ æ Bønder blyw ved dje Handtiring.”
“Ja, æ Mand kan jo helsen vær gued nok,” sa Visti Tammesen, “men han skuld hold sæ lidt mir ved æ Jurd. Si mæ nu paa hans Landbrug; nu haar han rend rundt med en Mergelpig for aa find Mergel paa hans Skywt – men Mergel paa wor Jurd – det skal han misæl snaar blyw klog paa, hvad det gir; for er æ en Or, vi faar en Krumm Tar, saa brænder det æ aa, og det ogsaa lig i den swot Bund.
Og nu haar han jo kjor Drajnrør ud til Sølsig; men a ved ett, hvad han miner, om han tror, han kan faa æ Wand til aa løb opad; for helsen er der da ingen ander Raad, end te det skal ud gjemmel di Mark, Jens,” – her vendte Visti sig mod Værten, “og det kan a ett tro, te du vil sæt stur Pris paa.”
“Jow, a vil ett næjt æ Mand det,” svared Jens Muesgaard; “kan for Resten da heller ett, om Ret ska ha si Gaang. Og det kan jo vær, te a sir lissom en bitte Krum anderledes paa den her Sjællænder, end I gjør. For læd nu æ Mand ha hans Underlighed – tho ingen er fejlfri
– saa er der iløwle det i æ Hued af ham, en ett finder ved enhwer. Og te Storgaard haar en Huen i æ Sid af ham, det kan en jo ett under sig øwer; for han haar jo al si Daw spilt Sognkong her paa æ Egn, og nu er hans Majt jo lissom ved aa sald, og det gjør jo æ Mand fortrydele; det forstaar en saa wal.”
“Ja,” svared Søren Boel, den fjerde i Selskabet, en lille spidsnæset Mand med et langsommeligt, drævende Organ, “dersom a maa sej mi Mjening, saa tykkes a endlemaal, te Storgaard er bløwen søen lowle stramtandet. Tho – hm! – en stywsinde Kannis haar han jo waat fræ Baaensbin aa, og Worherr haar han nu aalle hat no Brug for; og – hm! – a ved wal, en skal ingen dømm, men – Hovmud staar for Fald, og den der – hm! tror at staa, ser vel til, at han ikke falder. Te vi fæk – for a vil sej – en Graan mir Gudsfrygtighied paa æ Egn – æhæ – det war nok ett det galest endda!”
“Aa, du er mæ en javn Pludderkok, der render og finstrer til Bønnemød hwerandtlidt i Stej for aa pass di Bestilling,” raabte Kræn Hermandsen vredt. “Hvad mon du miner med Gudsfrygtighied?
Nær vi Bønder holder wos te wor Bedrøwt og wor Børnelærdom, og vi betaaler enhwer, hwad vi er ham skylde, skuld der saa vær nue, der vild wos nøj!”
“Ja,” sa Jens Muesgaard, “tho det er da ogsaa godt, aa ved en bitte Krum.”
“Ja, aaeja!” svared Kræn Hermansen. “Men det jenest den her Sjællænder fortærer om, det er jo da æ Præjst og ander stur Hanser; og hwad kommer snaar ander dje Præst wos ved; tho a er ett kloger, end a tykkes, en kan ha nok i si egen.”
“Da war Pæ Lassen Skræppenborg, han sidst laa ud om, jo da ett Præjst,” indvendte Jens Muesgaard. “Han war jo en simpels Buend som enaan.”
“Tho a ved snaar ett, hwad en ska sej,” svared den uforbederlige Kræn Hermansen. “For war han ett Præjst, saa vild han vis gjan ha wot æ.”
“Men ham han snakked om æ Gaang far . , . Hwad war æ nu, han ga ham te Navn?” begyndte gamle Visti Tammesen . . . “Tho det er da underle, a ett ka komm paa det! … Ham med æ Hammer!”
“War æ æ swot Smed?” ærted Kræn Hermandsen.
“Aa, skid med di Sludder!” vrissed Visti og fægted fortvivlet med Stumppiben.
“Thor?” indskød Jens Muesgaard.
“Akkuraat,” svared Visti og saa lettet op, “der haar vi sgu æ Mand!
Han war jo da heller ett Præjst.”
Kræn Hermansen anlagde den ligegyldigste Mine. Visti Tammesen drog videre ad sin historiske Bane:
“Og Grundtvig, – han war jo heller et Præjst?”
“War Grundtvig ett Præjst?” sa Kræn Hermansen spagt.
“Tho da ved a sgu da’tt retter.”
“Nej,” ivred Visti Tammesen, “han war jo no’ hil aandt – – Tho hwad er det nu, de kalder æ? – –
“Degter!” udbrød han og løfted i Befrielsens Sødme Stumppiben mod Loftsbjælken.
“Degter? hwad er det for no nøj?” spurgte Kræn Hermandsen usikker.
“Tho det er jo søen aa sæt nøj sammel; lav Krønniker, forstaar sæ; lissom nu æ gammel Degn, nær han laver Gravskrøwt,” svared Visti.
“Ih si,” svared Kræn Hermandsen tvivlende, “saa æ gammel Degn skuld vær lissaa møj Kaal som Grundtvig; det kan a’tt tro!
Hwad sejer du, Jens Muesgaard? War Grundtvig ett Præjst?”
“Jow gu war han Præjst, og det ogsaa søen te det haaj nø Klem!
Men Visti der maa jo ha sejn og soved det hal øwer, for det saa’ æ Mand da tit nok,” svared Jens Muesgaard.
“Ja, saa maa a jo ha øwerhør æ,” svared Visti spagfærdig. “For a er saamænd en sølle Hjavl te aa komm te nøj.
Men kom til Ann Kjesten; der kan I misæl faa Beskejn. Hun er ward aa send til en Mød, for hun faar nøj med sig hjem aa æ.
Da vi nu er kommen i Træk med aa snakk om den her fremmed Mand, saa skal a iløwle fortæl jer, hwor gal a kam af Stej med ham i Gaar:
Det war søen omkring ved Dowerdavs, te a war gavn øwer til ham for aa laan en Ræhkniv. Saa er æ da lig saa slud-uheldig, te a skal komm mødt under dje Maanandagt. De haaj lig sellet dem fra æ Burd: a kund si, te de haaj faat opwarmet Kartofler til dje Dower, for æ Swot-Pand stod paa æ Skyw og pejt med æ Stjatead lig ad æ Stowdar.
Rundenom paa æ Væggi hænd der Skilderier; det war wal sajtens nue a dæ her hyw Hanser, han holder saa møj aa aa taal om; a kund ett kjend ander end Frederik den Syvend, som a saa det Aar, a laa i Frederigs.
Nu; æ Folk haaj sprej sæ øwer æ Stow, og a kund si, de saa da saa sær skalu te mæ. A war lig ved aa skuld sej mi Ærind, men saa paa jen Gaang begynder æ Sjællænder og stemmer op:
“Morgenstund har Guld i Mund,
og Guld betyder Gle-ede.”
Nu kund a jo snaar forstaa, hworfor der war bløven glovet søen po mæ, og a fæk mi Lue aa i en Fart og stilt mæ an op imud æ Darkarm. Men saa lig med jet – saa kaaster æ sæ nied, Mænd og Kvinder i jen Marode, som de gik og stod, nue ved jen Stul og nue ved enaan, jen ved æ Bænkend og ander ved æ Laangskammel.
Nied kam æ da det hile! Og a war sgu snaar aal lied ved aa staa der kav-ret og kig ned paa dem, som de laa der og vrødt aalsammel med æ Bund i æ Vejr, jen med Hwol paa æ Hues og enaan med Maag paa æ Træsko. Haaj a kund krøben under æ Burd, saa haaj a da gjord æ.
Da æ Sjællander haaj rest sæ og so, te a war bløwen stavn, saa kund a wal si, te han war ild fornywed.
“Naa, saa du skulde itte knæl?” saa han paa hans Sjællandsk.
“Nej,” sejer a, “a er bløwen lovle gammel til den Slavs Kunster. A kan nok komm nied, men det kniber saa dæwelsk aa komm op ijen.
Og a haar endlemaal tint, om ett det, en bed’er, er lig kraftig, hwadenten det er saa i den jen Stilling eller den aan, Og heller kan a indsi, hworfor a skal lægg mæ paa mi Knæ, fordet lander haar spist jer mæt i jer Dower.” – Akkuraat søen swored a æ Mand; og han maa wal ha lædt sæ besej med æ, for han saa ett flir Urd, men flyed mæ det, a war gavn atter.
Sind haar a ett sit nøj te æ Sjællænder.
Mindesamleren Evald Tang Kristensen
Udgivet: 13. feb. 1923
EVALD TANG KRISTENSEN
No pamprer do så stell
Men hwor do hår wot hwell!
De Skatte, do hår lå po di Laj,
De er ett te å tæll.
Enhver får tål for sæ,
men hjattens Tak fræ mæ.
Der er så fo mell Hav og O ,
Der glej mæ mir end dæ.
Skuld gammel venskab rejn forgo
Udgivet: 31.Jan. 1922
SKULD GAMMEL VENSKAB REJN FORGO
Skuld gammel venskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!
Og gi så kuns de glajs en top
og vend en med di kaw’.
Vi’el ta ino en jenle kop
for dem swunden gammel daw.
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!
Vi tow — hwor hår vi rend om kap
i’æ grønn så manne gång!
Men al den trawen verden rundt
hår nu gjord æ bjenn lidt tång.
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!
Vi wojed sammel i æ bæk
fræ gry til høns war ind.
Så kam den haw og skil wos ad.
Å, hvor er æ læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!
Der er mi hånd, do gamle swend!
Ræk øwer og gi mæ dind.
Hwor er æ skjøn å find en ven,
en håj mist for læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!
Den slemm hans Prokurator
Udgivet: 18. Okt. 1926
Den slemm hans Prokurator
Wor Smed war da kommen så dæwels i Klemm
For en skoes, han en då håj lædt fald om den Sleemm:
Te trowed jen ætt, æ Dæwel war tee,
En kund wal endda blyw salig for de’!
No stod i æ Smedi den Vennek Pæ Bjatt
Og skuld ha såt Tænd i en krevalajted Kratt
– Såmøj da en lied, skinhelle Mjatt!
Han to no gelink æ Dæwel hans Pati,
Og det var sgi nøj, der war Alle lå i:
”A hår ålle hør magen te Pladder i mi Daww!
En sku trow, do’w’n Bån, der håj ondt i æ Maww!
En Tokki, der hwerken ku tæll eller staww!
Og do’el wær kristen og do’el wær Sme,
Og trowr så ett, æ Dæwl han er te!
Å twil po den Slemm, nær en trowr po Worherr –
A forstor ett en Synder, så arm, te han tær!
A fæk lissemøj Håk for den jenn som den nån,
Da a gik te Skuel som en banke Guds Bå’n.
Æ Degn stod og højt med æ Tamp i æ Hå’nd;
Æ Katekismus han holdt i den nån:
”Vil do si, te do ka fo æ lær te imånn
Det d’er: å forsag den on-de Å’nd,
Der kryver omkring wos – som Worm i æ S’ånd!
– Så from war æ Degn; skjønt mod Bøen en skå’n.
– – så skuld æ ett sæd: ett den ringeste Grån,
hwad de task jen for som en wærløs Bå’n –
hwerken Fanden hans Kunster heller Helvedes Brå’nd!
Den Blæes, godten Smed, den foer do læd revn,
Om mir vi tow med hinån ska ha Stæwn!
Hwad hjælper æ. do ka sæt Tænd i mi Krat
Så ’en gor øwer æ stovver som rywendes Katt, –
Hwad nytter æ, hwormøj do ka swejs og skow,
Nær do hår så ringleajted en trow,
Å ålle en Gång som ”den fromme Tobies”
Tær slå en Kors for æ Dæwel hans Nies”
– Hær hog no Pæ Bjatt en Kors mæ hans Kratt,
Der gik twat øwer æ Smedi og ind i en Latt.
Håj æ Dæwel wot tefars, han håj da mott skwatt!
– Æ Smed stod og traj sæ sjæl øwer æ Tæ’r;
– Han war halles ved å blyw lied ved de’ he’r.
Om æ Dæwl, sølle Træwl, han war te heller ætt –
– Sku det rag ham den jennest Bett!
Han past hans Stæwn å hans Åltesdå;
Æ Dæwl og det Æwl mot æ Præjst ta sæ å.
Han holdt sæ i Løj men æ Æl den drap,
– Hans Hånd i Hwil bag hans Skødesskindsklap;
han vint te Pejr sku sawt i hans Vred’,
så han ijen ku kom ad m’e å smed’.
Som søen det dingelt mell ølle og ti,
Kam Gammel Jehannes sgi steglend forbi.
Han fæk en skro af Pejr hans pång,
og så kam æ gammel Kwan igång.
For det å fortæl war Jehannes hans Lyst;
Så æ Sme kam sgi ett te å smed’ for det føst.
– Han begynd menn han harked en Tuds fræ æ Bryst:
”Å twil æpo te den Slemm han er te –
Nej det kan en Smed no’tt sto sæ ve.
Men no ska’a fortæl jer en Løwn, som er sand’,
For det er passiered ved Rundesmus Land’:
Engång war æ Dæwl bløwn rejn iband’,
Ma Za, den Hægs, å en syv Sætters Kand’
Håj belle ham fuld, såt ham op i æ Wand’
Med nø Mød, hun håj blænd i hind Stripper og Spand;
I Fandennavn håj hun da skraft hinne Negl
Øwer æ Kows i æ Frammes, og såt en gued Stejl
Te en Hivert; for det nåj no åller slan fejl – –
Nej det sku sgi nok leg si Mand mued æ Jurd,
Sjæl om han så krånt nok så brøsig å stuer
Han smisked og smasked og snowed hans Hål;
Jow, det war sgi Mjø, der war brøgges for Kål’!
Men ållee så sor’ han håj hwælt hinne Kand’,
Så war’æ, som der swarmt en Stok Bi båg hans Pand’.
Og no vild han gantes, og no vild han dans.
Men Maren war jawnhen jewwer te å sans,
Hun kam fræ ham, æ Sluri, øwer æ Darteæ i Tid’,
Humped nierd te æ Mues. Stak sæ bag en Busk Vid’.
Men den Slemm vild dans; også næj,der sku skrid’.
Så lå han hans Klører om æ Kages si Sid’,
Men den war nøj tångle, den fæ’ sgi ondt,
far æ Omgång war ud æ Stow trint rundt,
den taft æ Fædder, så her, så der;
så det sku æ Dæwl sgi heller lædt vær’.
Æ Åsk det pulst, å æ Ringi de sprang,
Or æ Dæwl to opo, så æ Bjælke de sang!
Så op lod han ta å æ Skorstenspief,
Så æ Sued stod ud som en kwollendes Strief,
Æ kat bust Bagkårre ind ad æ Ån,
Æ Kok fild baglænds nied fræ hans Rån;
Æ Mødkår vælt mæ si Bund’ i æ Vejr;-
Jow de’r fæk Ma Za sågi blæst og gjord Hejr!
Så fløw no æ Dæwl da Fanden te Sorre,
som en send-warm Kok, sluppen ud af si Korre!
Syw Gång fo’r han rundenom Rundesmus Land’,
Med hans Fork i hans Næw og en Stjern bag hans Pand’.
I ka spør te æ Za’s, so i Prwjk ett er sand!
Æ Tørre i æ Mues, der war skrued å tar
Og bare vint po, å kom inden æ Dar,
De fæk en Refurrium ringer end warr;
Hans Hål’, bette Bøen! Den hwist med en Skru’
Som kund æ ha wot mi fjedte gro Lu,-
Ja, søen æ Stø Skumpi han task mæ den Hål’,
Te æ Skåtørr’ de røjt imell Trånum å Sål’.
Gud spår jen si Tørr’ for å mød søne Kål’!
Ja Gud spår jen æ Tørr’, og Gud spår jen sjæl,
Hwor det Uend er tefa’s og den Slemm er på Spel!
– – – Æ Tudse de so i dje Pytter og gaft;
Æ Howorm’ sang, så æ Slavver de taft,
Imen’ Fanden kjor rundt om den samm go’ Plet:
Men no war han også ved å rend træt;
Det war bæøwn søen halles hen ad æ Næt;
En stywle Las Døj håj han fåt i æ Sokker
Af ål den Fløwt gjemmel Blevve og Rokker;
men no wild han hjem mæ sæ sjæl og Ma Za’
te en Stej, hwor æ Hurser – of hun – ku blyw tar,
a tinke derhen ad Nobiskrog,
som a hår sit stawed i mi Oldmurs Bog
– Wal sajt nøj lig ad Helvedes Rig’ –
Hwor han vint, hunvild blyw ham en venle Pig’;
– Men det war no’tt Marens Handel så lig’.
– Han rajt og han skraft øver tre Tønder Land,
No melle Howormkol, no i Syvvi og Wand,
men Maren, den Hægs, han ingensteds fand.
Den Frågen ku Maeen no lidtajte li.
Hun reser sæ långle fræ æ Vid’;
de’r griver hun så hinne Råg’ med jet;
den håj hun smur ind i Englefjedt;
Po den håj hun rejn øwer rinden Wand,
fræ Bregnsko’brow og te Troms Kjerk Strand’
med en Kat i en Kled’ og en Løjt for æ Pand’ –
med den hun no lå ham øwer hans Skrot,
te en skuld da trow, hwer Knokkel bløw grott!
Men søen ska’en ett vint en Dæwel kapot!
Nok er’æ: han blatt – fand ett andt å gjør –
Som en Kjælling hun drøwter og taver hind Smør,
Ja letter’ end Maren ku skjætt en Log Hør!
Men de’r, hwor hun ga godten Dæwl hans Bank,
de’r drøw øwer æ Pors søen Døen og Stank,
som nær Pæ Smed med en handle Slawl
hår ramt æ Ilder lidt nejn æ Nawl.
– Den Då i Då er: Den Tørrjurdstawl,
– I ved: på mmi Skywt – hwor Ma Za’, sølle Skrawl!
Lå Daller te æ Dæwl og ga ham hans Hawl,
De’r løjter æ Tørr’ da så dæwels af Swawl.
Og æ Egn deromkring – de vil sej bitte Do;
Den løjter ål – ild’ å æ Dæwl ino!”
Gammel Jehannes hans Nøjesvis
Udgivet: 18. Jan. 1914
Gammel Jehannes hans Nøjesvis’
Æ Klokk’ haar slan’, æ Or er gan’ —
en nøj vil rist si’ Ving’;
den haar en gylden Kied’ te somm’,
en Sel’ te flir’ dje’ Bring’.
Æ Kokk’ ka’ gaal’ dje’ Kraaser krumm’,
men ingen ved, hwad Or dæ’el komm’.
Aa-e-ja!
Hwem der en jenle Kik mott’ ha!
Men render end di Klokk’ i Sto,
Worherr’ haar jen, der gor!
Den sæd’r æ Tid, nær aalt ska’ gro,
og toler ett det stor.
Aak, fæk a søen en Nøjesgaw’,
da vild’ a gled’ mæ aall’ mi Daw’.
Aa-e-ja!
A fôr den Ot, som a ska’ ha!
Men helsen er der fo tefreds
ved denne Verdens Bued,
far de fôr min og anner djes
rajt grundig o æ Jued.
Men kund’ enhwer bestemm’ æ sjel,
da skuld’ I baare si en Spel
— aa-e-ja!
hwad Nøjesgaw’ enhwer vild’ ta!
Mi Nobo Mowns han vild’ no drikk’
fræ Maan’ te Awtensend’,
saa do kund’ po hans Øwn prikk’,
imen’ æ Glajs han vend’;
en Kuen der villig bor for Burd’,
en Bimpel som en Oxehued’,
aa-e-ja —
det war den Gaw’, te Mowns vild ha.
Wor Slagter han haaj ett imud,
te Folk vild rigtig fraas’,
te vi gik forlænds te æ Burd
for ret aa fyld’ wor Kraas’;
det war hans Handl aa si opo,
te stue Swyn de od dem smo,
aa-e-ja —
det Syn han lig’ ku’ lid’ aa ha!
En Skræjers Nol haar gued’ Kor,
hwor „Hold-ijen” er henn’;
en pyntsyk Kwind’ i hwer en Gord,
en Flok af skjødløs’ Swenn’,
en nøj Slaws Mued’ hwer Maanedsdaa
— da er æ føst, wor Skræjer er glaa;
aa-e-ja! —
æ Regning — den fôr do og a!
Wor Smed han blæser uden Row
og ønsker uden Len,
te aall’ wor Plag’ mott’ smid’ dje’ Skow
og komm’ te ham ijen;
og kyrer do di’ Plow i Gras —
da ved a jen, det er tepas —
aa-e-ja!
tho grassed Plow si’ Smed mo ha!
Wor Tækkimand, der fæk æ ild’,
om ingen gjord’ ved Hus’,
a tinker wal, han gjan’ vild’,
te Kjørmes Knud’ sku’ bus’,
saa hwer en Tot af Taag mott’ flyw’
og fust si’ Vej fræ Skaw’ te Skyw’ —
aa-e-ja!
det vild’ den Træjring gjaen ha!
Wor Snejker ber om Low aa law’
en Kist’ aa putt’ dæ i,
der aalle jen Stej skuld’ dæ skaw’
men blyw jawn laang og vi’;
en søen jenle bette Hyr’
no men’æ Row det er saa dyr’-
aa-e-ja,
den vild’ wor Snejker gjaen ha!
Wor Krormand hwøwter i hans Dar,
han gir saa nødde Slip,
saalæng’ di Paang er nueting ward
og do ka’ syk en Drip.
Men drik di sidste Øg af Staald —
da fôr do snaar hans: „Guj i Wold!”
aa-e-ja —
det jennest Gued’ di Krormand ga’!
Wor Prokeraater plot’ mæ nær,
det gik lig’ ad æ Skind;
men læ’ ham mød’ med den Salær,
nær sidst’ Instans gor ind.
Da kund’ en moski fo si’ Peng’,
men da ’r æ drøwn søen lowle læng’
aa-e-ja!
da vild’ a nødde hans Plads ta’!
Wor Degn han synger faale falsk
i Amen ved æ End’.
Han slaar æ Knæjt’, og han slaar dwalsk,
det mo di Pejr bekjend’;
men gi’ hans Kuen’ te Ywl en Aând,
saa spaarer han det kje-re Baân!
Aa-e-ja!
men âandløs’ Bøen braa Haak mo ha!
Wor Præjst — han viger ett en Tomm’
Frræ Trowens san-de Urd.
i Synd’re mo putt’ i hans Lomm’,
og den er jawnhen stur.
Men nok aa gywt’ og nok aa døef,
saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef’,
aa-e-ha!
en Gjewt den Præjstlomm’ da ka’ ta’!
Den Krigskaa’l, der er no po Mued’,
han er en Landeplaw’;
hwad der skuld’ komm’ wos aall’ tegued’,
ka’ han guff’ i hans Maw’,
og Sor og Hordhied, Blod og Kri
han vild’, æ Land sku’ dejgnes i.
Aa-e-ha!
Det bløw en stywle Dram aa ta’!
Nej, a vil ønsk jer Lykk’ og Fred,
saalæng’ enhwer ska’ løw’,
saa ingen gjør den naaen Fortræd,
hwad Ondt han end mo døw’;
te Byg mott’ bær’ og Row mott’ grow,
og hwer mott’ malk’ si’ egen Kow,
aa-e-ja —
for søn’ en Lykk’ wor Lyw vi ga’!
Goddaw ijen
Udgivet: 18 Dec.. 1919
GODDAW IJEN
Goddaw ijen
I folk, der gaar der sønderud,
jer skuld vi nødde glemm !
Vi saa æ fræ wor søndle Rud,
hwor haardt I var i Klemm.
Hwad der af Folkerued vild op,
det fæk I øj, far det saatt Top.
Saa bløw den Trang,
I høj te Sang,
en Bevren i jer Stemm.
I saates ved en Uddesid,
hwor der war slem med Træk,
hwor I maatt læ jer ryw aa slid
og si jer Lykk swind væk.
Den Træk, I fæk der søndenind,
den swej te mier end Marr og Skind !
Hwer Dawswns Daa
jer Hjerteblaa
bløw snerted af den Vind.
Og nøj gik op, og andt gik nied,
og nøj gik rejn i Syk,
For Øwerwold den splitt jer Kied
skjønt I saat Ryg mod Ryg.
Men jen ting holdt: Jer Bondemol !
Tros Wand- og Brød- og Mulkt og Skrol,
Proces og Bank
i Skuel og Skrank –
den flytt sæ ett en Flyk !
Mi Hjat den blywer ret så blød,
nær a tær tink opo,
te ud aa aal den Wold og Nød
jer Sprog ha kunn besto.
Det Sprog er hwerken Plat hæ Tysk,
nej det er redle Vejmelsjydsk
Det war æ han søjt
med Lys og Løjt, –
Gendarmen stram og brydsk !
Det gjewwe Vejmelssprog ! Dem Fin
de regner’t ett en Krumm,
for det de jen Gaang er så ”fin”
– og også wal ledt dumm – –
Det Sprog ska vi faa te aa kling,
saa det ska syng i Hjat og Bring
po Folk, der er
og – gir Worherr !
po dem, han vil ska komm !
Kom snaar herhjem ! Kom øwer æ O
og læ wos find hinaan,
da skal Alverden undres po,
saa warm vi end ka haand !
Og juvles – frelst fræ Prøjjser-Tysk –
”Godaw ijen” po Gammeljydsk –
den Daa wor Haab
po Hurraraab
ska stig mud Himlens Bla
Jenny kyst mæ
Udgivet: 19. Dec. 1926
JENNY KYST MÆ
Jenny kyst mæ — milde Krist.
springend fræ æ stuel , hun so i!
Kjælling – skryw det po di list!
Der di Sladder fik Skow å go i!
Sej: a’æ grim, sej, a’æ gro;
Sej: af guld a æt ka bryst mæ,
sej ål Ondt, do ka het po – – -,
men sej også: Jenny kyst mæ!
Kaphyw en oltidsmind
Udgivet: 26. Feb. 1910
Kaphyw’
En Oldtidsmind’
Mi’ Nanne, ja
Udgivet: 10. Aug. 1902
MI NANNE, JA
Mi Nanne, ja
Der gaar en O her vejsterpo
med Fleg omkring og Kwanne, ja;
aa, der war det en Lyst aa go
i Awtensdôg med Nanne, ja!
Æ Suel er nied’, men øwer æ Hied’
der flywer en Pa’ Tanne ja;
æ Gjej han slaar, æ O den gaar
med aal mi’ Sind mod Nanne, ja.
Nys drøw en Æl; der kam en Hwæl
som fræ wor Møllers Swanne ja;
ok, de er tow, ka’ sow i Row,
nær a maa tink’ paa Nanne, ja.
Æ Nætter er no mørk’ og kold’,
æ Vejlo wot og wande, ja,
men a gaar øwer Kjar’ og Knold’
og vejsterud til Nanne, ja.
Der staar en Lys i Nannes Rud’
for mæ og ingen anne, ja;
te ett a gaar i Syk derud’
men vinder hjem te Nanne, ja.
— Ved Pig’erbø’en det tit er swær
aa skjell’ æ Own’ fræ Kjanne ja,
men det ta’r a mæ aalle nær,
saalæng’ a haar mi’ Nanne, ja.
For gaar æ gjemmel Ondt hæ’ Godt,
og stige’ heller strande’ a,
saa er hun mej i mi’ Komplot,
mi’ Dawsens Gled’, mi’ Nanne, ja!
Når Rugen skal ind
Udgivet: 15. Feb. 1906
NAAR RUGEN SKAL IND
Naar Rugen skal ind
Nu er det længe siden,
men end det gjemmes i mit Sind,
hvordan i Barndomstiden
den kjære Rug kom ind,
hvordan dens kjærnetunge Top
ved Moders svage Kræfter
blev lagt i Lugen op.
Først bredte Mor et Klæde
saa ømt som nogen Højtidsdug;
der maatte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
saa fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Straa tilside
som for en Hædersgjæst.
Den kjære Rug var Gjæsten,
som gjorde hvert et Barn saa spændt;
se, Far han lægger Vesten
og sér saa indadvendt:
En Skjælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.
Saa fatter Far om Spaden
og graver i det gule Klæg
to Huller langsmed Laden
foran den hvide Væg;
i dem skal Vognens Fælger slaa
og staa som i en Fælde,
til Væltningen gaar paa.
— Og Vognen værdigt skrider;
det første Læs for Lugen staar;
ud fra dets tunge Sider
saa dybe Skygger slaar.
De varme Øg i Nip og Nap
af Moders milde Hænder
faar Ax og Mule-Klap.
Og alle Hænder jager,
og alle Fødder er i Rend
i Støvet Læsset brager
for brede Rygges Spænd.
Højt svinger Hjulet som et Rat,
og paa dets Drejeskive
har Børnene sig sat.
Mor ta’r paa Neget Sæde
og linner lidt ved Baandet skjørt:
“Det er endda en Glæde,
naar Kornet er saa tørt!”
Og med sin matte, spinkle Arm
hun løfter Rugens Tvilling
ind ad den lave Karm.
Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjælken sat;
og Far faar røde Kinder
og Spindelvæv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
hvormeget hun end stræber
med Rugens tunge Neg.
Det gaar mod Aftentide
snart skinner Maanen fuld og rund
paa Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.
Og Barnet, som har løbet
sig træt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krøbet
ind under Hjulets Eg;
dér høres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjæl mod Sandet
af Ørentvistens Fald.
Og mellem Hjulets Eger
gaar Stjerneblink og Maaneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Saa slutter Far i Jesu Navn.
Og Hjemmet gaar til Hvile
med Høsten i sin Favn.
Kromand imod sin vilje
Udgivet: 1905
KROMAND IMOD SIN VILJE
DET havde været en hed og streng Dag, og jeg glæded mig meget, da jeg omsider saa Kro forude. Jeg slængte Cyklen opad Muren og gik ind. Alt tyded paa, at her fornylig var fejret en Basseralle. Luften stod tyk af Brændevinsdunster under Bjælkerne, og Foden gled i Propper og Ølbærme; Stuen var tom for Gjæster, kun henne i en Krog sad der en gammel rødblisset Mand og bed kejtet af et Stykke Ost og Brød.
Jeg forlangte en øl.
En ung Kvinde kom ind fra Kjøkkenet og erklæred forlegen, at de havde ikke „jen Drip i Huset — ett af nue Slaws Lig heller! — Wor egen Folk haar drukken æ det hile! “ slutted hun og drejed sig som i Anklage om mod den gumlende.
„Ja det er sgu Sandhed hwer Krumm,“ svared Manden og rejste sig op fra Væggen og nærmed sig, stærkt ravende, mit Bord, mens han stadig blev ved at gumle paa Ostebrødet.
„Jow vi haar sgu gjord Kaal paa æ fræ en End aa; det er saamøj sikker.
Føj, hwor haar vi drukken, ogsaa lig fræ æ Maaen-staånd. Ja, en skuld jo ett sej æ, men a haar dæwlen-mæ snaar aalle wot saa fuld i mi Daw. — Og det maatt jo ett vær, det war jo ett sær! En ska jo pass paa si Gjerninger, som Taalen er. Er det ett sand, a sejer? — Jamen Jøsses, bitte Faar, saa ka en jo aalle forswor aa før en søen Løwnet! — Men fuld det er a nu bløwen; men a er sgu paa en Maad aal skalu ved æ, for en haar
misæl ett Raad te æ. Og haaj Maren wot løwend, saa haaj æ heller aalle gavn, for hun war en vilre Kwind søen te aa hold ijen. — Nej, for a sku misæl aalle ha wot Krormand i mi Daw; a sku ha holdt ved mi Murhandti-ring, mi Skir og mi Waterpas, — det war æ, a skuld; for a æ for gammel; a dur sgu ett te æ Kror; for a ska sej dæ jen Ting: A er for drikfældig; a vil for gjan haa æ, a drikker æ fræ de fremmed! — Men en haar jo lædt sæ forlokk; for æ Kror her den war misæl saa rejn for dyr. A kund ha hat æ godt, hwor a war far; men søen æ’æ mæ’æ. De u n g vild jo endle haa’æ; ja hun dæ rend igjemmel æ Stow, det war mi Dætter, aaejow! ja hun er sgu en ynde Kwind, men lowle møj forfint; hwad, hun haar jo tjent i æ Kjøfsted, og saa wa’æ jo ett skjøn nok aa blyw ved æ Buendarbed; for mi Swigersøn — ja ham kjender du ett, men han gaar helsen derud o æ Ager — han er. saamænd geskjeftig nok, det er laant fræ søen, — men lidtle Lyst til æ Arbed! Og saa solg a jo æ Stej og fæk det her sølle Kram — men a er sgu træt aa æ, det er vis, a er! A ka ett hold te’æ. A er for drikfældig, a rammer ingen Maad.
Men søen maa du’t trow, a haar wot aall mi Daw. A haar maatt tavn ved, med de her tow! For det er misæl det: der ska arbeds — imellstaånd da. Og du ka trow, a haar kund bestilt nøj!
A haar wot Murer; osse med dem aallvillest; af den gammel Slaw. Vil du ha mæ te aa staa paa mi Hued paa Jebjerg Kjerktorn? saa ska a gjør æ, ogsaa lisse javnle! A haar wot saa faale smedde — og stærk! ogsaa lisse grutstærk. Og mi Sønner! — ja, der er — snaar aa sej — ett den Slaws Lig, te ett de ka ta’æ i styw Aarm og hold æ snaar saa læng, det ska vær.
Men nu blywer en jo for gammel, og for slundred; æ Drikkelswaar ka a ett taal — og æ Kror her — den vil saamænd ød mæ; haaj en wot aa med æ, det Skidt! og haaj hat fat po æ Murskir ijen! Du tror maaske ett, a ka arbed? Ogsaa søen, a ka gi tow Oppassere nok aa be-still! Det war mæ, der mured æ Laad paa Nørgaard! Du ka trow, a haar wot estimired! — Men nu er en jo kommen i Knyk, for de Ung fæk mæ jo slæft mej; — ja—a, 7000 — det vil der nu gaa — med aal Gued! Men det er det samm: a vil aa med æ, saa læng a ka klaarir æ.
For det haar a aaltid saa te mi Bøen: Vær ærlig, og læ enhwer behold sin. Er en baare ærlig og tar Worherr med sæ — læd æ saa komm! — Eræett ogsaa sand, Mari!” (her vendte han sig om mod Datteren) — „læ æ saa komm, dælenmæ!
Men i Daa er å pinnede bløwen for fuld — a haar drukken æ fræ de fremmed; og du sejjer der og faar ingenting.”
Vrødi i Vront og Mari Stont
Udgivet: Vinteren 1913
VRØD-I-VRONT’ OG MARI STONT
Vrød-i-Vront og Mari Stont
Der so en Mand paa Vinkel Vratt’,
de kaldt ham Vrød-i-Vront’,
han to’ te Kwind’ en Hjaj’ fræ Bjatt’,
og det war Mari Stont’.
„Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’”
bløw’ te Sej’ æ Herred rundt;
de war gja’en glaad ved ledt,
og møj det fæk de ett.
Aa wank’ afstej jost for det samm’
war snaar dje jennest’ Lyst,
og nær den bette Lærki kam,
de høt hind’ aaltid føst;
grev de da hinaân og sprang
Stonthuesdans te Lærkisang,
lejt og spøjt med Tor’ i Yw’
som Lamm po gammel Hyw’.
Og hun plot Krusbær i æ Hied’
og Trønbær i æ Mues’,
og han to’ Ol saa tykk’ og fied’
og band’em i hans Hues’.
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
de haaj mir end jawen tront,
de skuld’ bind’ wor Muer en Lim’
og hwer en Krikk’ en Grim’.
Og han kund’ hegs’ dæ Kai i Kow
og vis’ med Woll’ for Wand,
og hun ku’ spow, hwor Mett’ sku’ bow,
og hwem hun fæk te Mand.
Han en Dram og hun en Skro,
strags laa’ de en Skorsten po;
Mænd og Skorstjenn strø’ de mej
po gywtglaad’ Piggers Vej.
Og han kund’ si det særest’ nøj,
som anner ett vidst’ aa,
som Worr’ for Død’ og Bjær’mandstøj
mell’ Minnestid’ og Daa.
— — Æ’ Ell’pig’ fræ Flæskidam’ —
mott’ æ Dæwl hind’ annamm’!
hun haaj rejen po hans Nakk’
fræ Bæs te Kistelbakk’!
Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr!
der war di i dje’ Es,
og kam de stumlend te en Gord,
saa bløw der sgi Kommes!
Saa begynd’ æ Knæjt’ aa vals’,
saa begynd’ æ Hund’ aa hals’,
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
haaj Gled’, saa det ku’ bundt’.
Men no er Swot jo Lywkulør,
Maløwt er no di’ Dram.
Aa ta’ Pati for godt Humør
det regnes no for Skam.
Vrød-i-Vront’ og Mari Stont’
med dje Klud’ og med dje Klont’
Gud ha Lov, de wal er død’!
Hwor skuld’ de fo dje Fød’?
Æ gammel Smed
Udgivet: 7. Feb. 1906
Æ GAMMEL SMED
Æ gammel Smed
Og her kommer a med mi’ Hywl og mi’ Kjep
og mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah —
og hwis I vil skink’ mæ en jenle bitte Sep,
saa blywer mi’ Øwen saa glaad’.
Saa skal a fortæl’ jer en Krumm’ om mæ sjel
og mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah —
hwordan a kam hen aa slaa Tysker’ ihjæl
og sjel kam saa skamle te Skaad’.
— I faromgoddaw’ drøw a Verden omkring
med mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah —
tho a ku’ jo syssel ved hunder Slavs Ting
— og æ Pigger — de war mæ saa raar’!
A klinked dje Grydder, a hwet dem dje Saws’
og dje Hej-hej-ha og dje Haah —
hwor bløw de da mild’! A sku’ hold’ ved dje Klaws’,
og de vidst’ jo aalle nø’ Maad’.
A smej’, og a sang, og a klaared mæ godt
med mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah,
og dér war skam jen, a ku’ gjan’ ha’ faat,
og hun war nu ett med de baar’.
Men a sku’ no ett vær’ Mari’ hinne Mand
med mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah,
for a maatt’ jo hen aa værg’ for æ Land,
for den war sgi kommen i Faar’.
Det myldred med Tysker’, ihwor en so hen,
med dje Hej-hej-ha og dje Haah,
og Tysker’ war sjalden Menneskens Ven,
saalaant da æ Kuller ska’ raad’
De dænged wos te med dje Bly og dje Stjen’
og dje Hej-hej-ha og dje Haah —
og øj’ mæ da rejn den jen’ af mi’ Bjen’
og ga’ mæ mi’ Skrup og mi’ Skaad’.
De to’en da fræ mæ her nejen mi’ Knæ
med dje Hej-hej-ha og dje Haah —
og gav mæ saa jen, de haaj huggen af Træ
— og saa denneher bitte Plaad’.
— Æ Daw’ de gik ad, og æ Tysker’ war gan’
med dje Hej-hej-ha og dje Haah —
og saa kam a hjem og gywt’ mæ med Ann’
og slo’ mæ hernied po æ Gaad’.
Der sejjer a hejsen og hytter mæ godt
med mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah —
og skulter mæ javnle og kikker saa smaat,
nær æ Vind den flywer med æ Blaad’.
For no er a gammel og gro i æ Tow,
i mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah; —
men en Hywl ka’ a sløv’, og en Heist ka’ a skow
og legg’ Ægstol ind i en Spaad’.
Naa, no’el a res’ mæ’, og saa’el a go
med mi’ Hej-hej-ha og mi’ Haah —
mi’ Kjep haar a ved mæ, mi’ Rasp — og mi’ Skro,
mi’ Hywl den vinter ved æ Laad’
Knud Gyldenstjerne
Udgivet 1923
Knud Gyldenstjerne
Se Traanum Kjerk hesøwer po den naaen Sid aa Kaarup O den kjender jo no hwer Baaen her po æ Egn, og det er jo hløwen saaniøj en bown1 Kjerk aa si po; men søen haar æ ett vvot aal Daw.
For æ Kjerk, der no stor og kraaner, er jo ett ælder, end de flest af wos kan how, te en bløw bøgged. Men i faroms Tider, for manne Hunder Or sind, da laa der po samm Bakk en naaen Kjerk, som en Stø Skumpi’ aa en Herremand fæ rejn nied som di’el sej’ uden hwerken Lov hæ Dom.
Det ska a no ett klog i, men saamø er’æ, te samm god Herremand, han war fræ Staawegord og hid Knud Gyldenstjerne; det skuld a wal trow, der war fin nok! Men war han no osse fin i Skind saa war han æ saa mari ett i Sind, hwad a no skuld fortæl’jer.
Dæ hæ Gyldenstjerne, hworom Taalen er, han ejed, atter hwad de saa’, den Kjerk i Traanum, saawal som den i Søwel; men no kløj’ sgi Patros Finger’ atter aa komm te aa neffe dæ hæ sølle Kjerk i Traanum, der lo der po si Blæsbakk mell nø fatte Trælbønder, der gik aa skjød Rykk imud det und Vejlo, imen de kjor’ dje Maag ud po æ Saånd-Awer’.
De war jo hwerjen æ Herremands Ejendom saawal som æ Kjerk. Kund Æ Herremand no fo Low af Kongen te aa ryw dæ hæ Guds Hues nied, saa kund der jo blyw en faale Se af Bly og Stien og Timmer, og det war hwer Krumm nøj, som han vidst Aàgjørring for, æ Swenn!
Og haaj han føst faat en laa ød’, tho saa bløw han jo fritaven for aa hold en ved Majt – og det war lig hans Handel!
No, hudden” det gor og hudden det gor ett: han fo da en Klamamus saat sammel og en Mand a’stej ind te Kongen med en, og her læ han sæ saa forlyd mej, te dæ hæ Kjerk war knap en Pief Tobak ward, og det war den urimmeleste Ting af Verden aa hold den Kjerk opp, der war saa rive-forfalden, nær der ett war mir end syw Kjellingsprøng fra* æ Kjerk i Traanum og te den i Søwel.
Og Invad de Traanum Bønder angik saa kund de Kaalserne saamøj wal stommel øwer æ Hied i dje Forskindstrøj’ og dje Skovbotræsko og komm hedele te Herrens Burd i Søwel Kjerk med anne jawn Kristne; og hwad dæ hæ Piøg ku fo aa sej.
Og dæ hér med baare “syw Sprøng” rnell tow Kjerker, det forstor sæ sjel, te det slo Kongen i Lotten.
Kund han virkelig fo ham det bogstavired, saa skuld han osse gi ham Low te aa jawn dæ hæ Kjerk med æjurd.
Og hwad æ Herremand han haar aa gye: han ud i æ Land om der kund findes en Kwindmennesk, der kund vær ham te Villi med den Sag. Omsie fand han da en Polverhægs, der for gued Urd og Betalling vild prøw hinne Løkk med dæ her.
Tho imell de tow Kjerker, – det var da enhwer, – der er jo en Mil, saa stywle saa der skuld, saamåri, skræwes wal ud, om det skuld moles op i syw Sprøng!
Men dæ hæ Troldkuen, de haaj faat Snøgger po, hun kund sgi hinne Handverk!
Hun laa for ved æ Kjerk i Traanum. Hun sprang som en Løjtmand!
Hill Rundesmos fræ Land’ te Land’ i jen jenneste Hop!
A tinker wal, te Fanden sjel haar gin hind Blæst under æ Skjowter!
Mødtvejs war hun endda en Krumm øwerwunden, saa hun mott sælt sæ po en Hyw, der lo; sind haar den hat Navn af Hwilhyw.
Da dæ hæ Kjælling haaj faat æ Vej skræwed aa te æ Herremands Tefredshied i aalle Maad’er, war æ Skaar’20 ett læng om aa fo æ ind for Kongen.
Og no war der ett en Kieren i æ Vej, and’n han ku gjør med hans Kjerk, som han sjel behaaged. Det war lig Wand po æ Herremand hans Møli!
Han kam ridend øwer æ Hied, men’ æ Hejst ku pin-spring og lig imud æ Kjerkdar! – op ad æ Kjerkgaang, i æ Vejr og øwer æ Knæfald; tesidst vend han hans Hejst i æ Brigsdar, saa si laang Haal pisked æ Aalterkalk po æ Jurd.
Det war en skaa’esk Gjærning!
Og no begønd de aa brækk nied for Aller: Mur, Torn, Hwællinger, det mindst som det støst, indte den sidst Sparrekowel!
Og aalting, hwad det være mo, bløw æ slæft te Staawegord.
De sølle Bønder i Traanum, der no haaj mist dje Guds Hues, bløw kommandired haran med dje Helmisser for aa las æ po æ Vovn’; og de knækkelt aa med æ Sager øwer æ Hied i Dawtal i dje Pindvovn’.
Jow, den Herremand, det war en mynde Swenn!
En Brow haaj han læt slaa øwer æ Sø, for te æ Arbed ret skuld go fræ æ Haånd.
Men der kam han, surenmæ, skidt astej; for bejst som de kyrer øwer med den sidst Las, hwor æ Kjerkklokk war po æ Vovn, kwasser æ hiele Brow sammel som haaj æ wot Vinnisglas, og den yndige Klokk, der no war kommen i Røweres Haånd, sak lig te æ Søbund’; saa den fæk æ Skuel sgi ingen Gled aa!
Men nær de stur’ Høttier stor for, saa ka de ino hør si Kimen; det lyder ret saa laangle og bedrøwele, som om en klawe sæ som en Baacn dernied i Blewer og Døj, saa de, der hører æ under Awten, kan ett and’n fo Torer i æ Øwn ved æ.
Men æ Klokk o Søwel blywer lissem en Graan mir jewwer'” i æ Stemm, imen en swinger og sejer:
“Ding’ – dang bim’ – bamm!
Mi Søster legger i Hellesødamm.”
– Det jennest æ Herremand levnt aa æ Kjerk, det war guednok æ Nøgl te’en.
Den haar i de manne Munder Or, der sind er gavn, hænd po en Sem i den vejstest Gord i Traanumkjerkgo. No hænger en øwer æ Indgaangdar i den nøj Kjerk.
Aae, om den kund snakk!
Hwad knnd en ett ha fortal wos!
Staawegord haar aalle wot hiel rele” om Nættetider, og det her gjord æ da ett bejer.
En silde Awtenstaånd lo nø ung Mennsker og pjanked po æ Søland der østenfor. Lig po jen Gaang kommer der saa en Par ildglowen Huijer skriden ud’ fræ æ Sø og hen imud dem; ett længe i æ Vejr end søen Kaalslængde; I ka trow te dem Ung bløw flott po æ Bund!
Aae, der er møj Skidteri te!
Det er jo da en re Ting, te da den her uguddele Herremand war død og henn, og de haaj put ham nied i hans Graw i Viberre Domkjerk, saa kund han jo ett ret læng legg rolle dér, men han mott jo herrop og herrud aa rumstir for aal de Stræger og Skaarstykker, det lied Skinting haaj lawed, imen’ han war kanter og majted.
Især war han da rejn i band po Staawergord. Aalle saasfor æ Awten kam, saa haaj de ham! De ku si ham i æ Mørk, hwor han kam kyrend med fir for øwer Hjelmhied, fræ Traanum Kjerk og te Staawergord; det gik som Lyssen og Torren, og æ glovven Ild stod æ Krikker ud aa æ Nieshwoller.
Det bløw ett te aa nær sæ’ for ham opp hæ nied; æ Folk haaj hvverken Rest hæ Row i dje Sengi; æ Høwder brøll og to po, som for alt Ondt, søen balsenired ham imell æ!
De haaj prøved æ Præjst’ bode laant og nær men det war hwer Krumm te jen Haånd; der war ingen, der war mynde for aa sætt ham i æjurd.
Og det war jo ett saa sær; en hord Swenn haaj han wot i løwen Lyw og bejer bløw han da ett, no han war død.
Og den der skuld faa Majt med Knud Gyldenstjerne, han mott ett vær føj aa en Kwind’ po natu’lig Maad.
Endele fæk de da Spur po ino en Præjst – kund han ett vind Sejr med ham, saa war der, missen, ingen der kund!” Han ska nok ha wot en Præjstsøn fræ Vristed, om det no er sand, Folk sejer, og hans Nawn war Batel Uføj, for han war skor ud af hans Muers Sid’. (A ved wal, der er dem, der kalder ham Knud, men mi Gammelmuer hun saa’ no aaltid Batel).
Han to’ sæ dæ hæ lied Værk opo aa maan æ Spøggels, der lawed aal den Mollør po æ Gord.
Men han stilled hans Betingelser; han mott ha nue te aa hjælp sæ; de sku find ham en Jomfru, der ett haaj hat nøj med Kaalfolk aa skaff, aa saa en Degn owen i æ Handel – om han ett mot ha hat med Kwindfolk aa gjør, det ved a saa ett – en sku tøkk”, te han kund ha bløwen nøj wanskele aa hivsk.
Saasor de haaj funden de tow Personer, saa kund Batel begynd.
Det war søen jawnhen mørk, da han kommer med hans Bøgger under æ Aarm; dem legger han fræ sæ po æ Burdend opp i dje Sturstow.
Saa ba’ han om aa faa syw Lys; dem tænd han drit-drat! rundenom i æ Stow; nue po æ Burd’ og anne po æ Hylder.
Æ Bette Jomfru bløw saat te aa pass po en Springloes, som han haaj laa po æ Overburdend, – te en ett skuld hopp po æ Gwol, nær det ret to’ ved.
Æ Degn bløw strammed an hen ved æ Bøgger; tho dem war han wal nærest te aa ha en Yw mej?
Sjel saat Batel sæ po en Stuel mødt i æ Stow’.
Søen venter de en Staånds Mud aalstill.
Po jen Gaang gir æ Loes da saamøj en rædle’ Sprøng po æ Burd.
Æ sølle Pig bløw all forsikker, men hun mødt en da, inden en kam hiel po æ Gwol.
“Saa!” saa’ Batel Uf’øj hen fræ hans Stuel, “no sprang han aa hans Graw i Viberre Domkjerk!”
Der goer ijen en Stø Tid, saa gjør æ Loes ino en Hop.
“Saa, no er han i Haabro!” saa’ Batel. Ijen en Krumm Tid, og æ Loes hopper tredje Gaang, saa en Pig haaj aal hinne Døw’ mej, aa styr en po æ Burd.
“Saa, no er han i æ Gaardsled!” saa’ Batel; han reser sæ fræ æ Stuel. I det samm begynder æ Hues’ aa bewer aa wakk, og den samm Mollør høres mell æ Høwder, som de er woen te.
Æ Spøggels kommer ind ad æ Forstow, som skuld han ha æ Darkarm med sæ. En grimme Vindswøef hugger æ Stowdar po vid Gaef, saa all æ Lyes gik ud po nær tre, som Batel haaj saat op po æ Hyld øwer æ Darfylding.
Saasnaar Gyldenstjerne stor i æ Stow’ og han for Yw po Batel, brøler han og sejer:
“Do kan ett mandir mæ, for do haar engaang staaln en Hwæddekaag! ” Men Batel han griver i æ Lomm og smider en Kowersøsling hen ad æ Burd.
Saa ment han, æ Kaag war betald.
Han rover te æ Degn, te han ska rækk ham jen aa æ Bøgger; æ Degn gjør, som han ber ham. Men æ Spøggels slaar te æ Bog, saa en stier!
“Jen te!” rober Batel te æ Degn; men osse den for en Singerdus, saa en ryger ind under æ Bænk.
No bløw Batel iløwle nøj hied om æ Ører, men han tær jo ett læ sæ forsto med nue Ting.
“Ræk mæ den dér!” saa’ han og pejt po jen med saamøj no glownrød Bogstaw’.
Og den mo, karenmæ, ha wot skrap; han langed ud te den, som te de anne, men den kund æ Dæwel ett slaa fræ ham; den mott han, bandemæ, hold æ Klører fræ!
Og no begynd gotten Præjst aa go te Urds med ham.
Han haaj ett løst saa faale læng, saa haaj han Hæws po æ Kaal.
No haaj han, karenmæ, ett behow aa ta te Rams med ham, for Gyldenstjerne stod aa bevred under æ Øwn af ham; aa, saa myg, saa han ku sieg ham, ja swøef ham om en Finger, om han vild.
Saasor Batel beveged sæ, saa beveged æ Spøggels sæ atter ham.
No war æ po Tid’, de kam ud med hinaan. Æ Herremand fulle ham i æ Hæl lisse trolle, imen’ Batel bløw ved aa løs høt af hans Bog.
De kam hen øwer æ Gaadsplads, hwor æ Bindhund to opo med æ Haal mell æ Bien, saa Slawer og Frod’ stod ud aa æ Gaef aa en; de drøw gjemmel æ Østerpwot og to’ æ Drøwt ad æ Sø te; de skrej hen øwer æ Brow, – den samm der war gawn i Gras under æ Klokk – og kam øwer te æ øster Land, og der i en Døjpøt ett laant fræ æ Søland, der drøw han ham nied og en gued solid Egistolp igjemmel æ Kasilken af ham!
Saa war han fejst, æ Kaal!
No haaj han faaet hans Tyr slækked op, saa han kund blyw, hwor han war for det føst.
Den blinde jæger
Den blinde jæger
Hvem luder der paa Højen
ved Lavmosens Rand,
som sad han midt i Verden
en ensom Vandringsmand?
Hen over Lyngen skrider
den aftenlige Blæst,
som fingrer ved hans Tjavser
og hans knappeløse Vest.
Kaskjettens Skjærp er sænket
saa underlig dybt,
hans blege Øjne trukket
helt ind bag Pandens Krypt.
Foran ham stander Stokken,
hans Trøst i alt Bekneb;
hans Pande hviler tungt
mod dens slidte Egegreb.
Langs Mosens røde Rande
en Hyrde vogter Faar;
de sorte Tørveskruer
som Feltsoldater staar.
I Nedgangssolens Straaler
en pilsnar Duehøg
først kløver Mosens Dampe,
saa Hedehyttens Røg.
Ak, Lysets Straaleverden
er skoddet for hans Sind,
hans Øjne intet skjelner,
den Gamle dér er blind;
men Aftenvinden kommer
med Duft af Pors og Rør
og hvisker ved hans Øre
om Jagtens Fryd fra før.
Og høres over Højen
de vilde Vibers Træk,
og dumrer det fra Mosen
af stærke Vingers Stræk,
da gaar der som en Iling
igjennem Sjæl og Krop,
da løfter han fra Kjæppen
de slukte Øjne op.
Han drømmer sig at vanke,
en brystbred Jægersmand,
hvor brune Rør staar blanke
i Nedgangssolens Brand.
Se – Dagens sidste Straaler
mod Andens Vingespejl!
Hans Blik, som Sigtet maaler,
hans Skud, som ej gaar fejl!
Men svinder Vingesuset
fjærnt under Hedens Sky,
da rinder Nattens Vemod
i Blindhed Skaal paany.
Oktoberkvældens Kulde
udsender Mosens Blæst,
som isner ham hans Skulder
bag den knappeløse Vest.
Af Højen ned han vakler,
den blinde Jægersmand,
mens Himlen tænder Fakler
højt over Lyng og Sand.
Han famler mod en Hytte,
hvor paa sin Forstu´knag
hans slidte Bøsse ruster
paa Løb og Sølvbeslag.
Han klapper den paa Kolben
og sukker dybt til Gud.
Han véd: I Bøssens Indre
der lurer end et Skud.
Han tænker altid paa det
– ved Kvæld, om ikke før –
naar træt han Ryggen runder
i Gangens lave Dør.
Den blinde Jæger river
fra Knagen løs sin Skat.
Hans slukte Øjne løftes
mod Himlens Stjærnenat.
Det er en Opgjørstime.
Fra Kampen i hans Sind,
man ser ved Maanens Strime
en Taare paa hans Kind.
Han hvisker til sin Bøsse:
“Min gamle, fuldtro Ven,
det Skud, jeg i dig gjemte,
det faar du slænge hen!
Om lutter onde Dage
end venter paa min Vej,
du skal ej Dommer være
imellem Gud og mig.”
Hult skjalv et Skud i Natten
for aaben Forstu´dør,
saa fjærnt med Skræp og Andrik
fløj op blandt Mosens Rør.
Vidt over Heden drev der
en svovlet Lugt af Krud.
Det var den blinde Jæger,
som drev en Djævel ud.
21 Oktober 1926