Udgivet: 1923
Mester Peer
No ka æ wal snaar vær en Pa Hunder Or sind, te de haaj da saamøj en spæddelsk Præjst i Hadderep.
De flest kaldt ham for Mejster Pier, men hans jusdred Navn det war nok iløwle Kragelen.
Ligmøj no med det, men han war missel ett gued aa go for te! Det war en brøsig Kaal, atter hwad der fortæles, men dænenmæ osse en Swend nær det knied!
Og te aa maan der ska han no ett ha hat hans Lig.
Nok er det: han war af den Slaws Folk, der war hejst aa vær gued’ Venner mej!
En Kristi-Himmelfaatsdaa lig atter æ Præjken kommer Mejster Pier kyrend igjemmel Daabjærg povej te Viberre. Her sier han en sølle Buend, der gor og vrøder ved æ Plow derind po æ Awer.
Tho det war jo ett det, æ Præjst ynd aalbejst aa si opo søen en hywhelle8 Daa.
Han rover Storm ad æ Buend, om han vild komm hen te æ Vovn; og han kam jo da saa osse.
Mejster Pier skammed no dæ hæ Buend ud, saamøj læstele; te han gik her og vrødt i hans Trawalli Pløger, og so ud som en Swyn, ilav “Guds sande Børn” so i æ Kjerk og sang dje Salmer og dje Kjørilejs for Guds Ansigt.
Ja, det war rejn forskrækkele, som han testilired ham!
Men dæ hæ Buend war nø stønsk a’ sæ; han ga stywt” for.
Det raaged jo aalle ham en Kieren, ment æ Buend; kam det ham ved, nær han plovved! Han war jo slet ett hans Præjst; Ihvad so han saa dér og blavred atter!
Æ Buend kund, missajn, osse gi aa æ Væssing!
Men no kan I trovv, te Mejster Pier bløw ved æ Bed!
“Da er do da en knæwersk Stoder!” saa han og drejed sæ rundt i æ Aagstuel.
“Det war Alms, te a spøtt hen øwer di Vratt, saa di Awer’ hwerken sku bær Kuen hæ Løw mir!
I det samm send han en stur Biarp ud øwer det, æ sølle Stønnis haaj plowed.
Og heller aalle der nowtid mir vild grow jen Græspiel af nue Slaws Lig po samm god Plads.
Se, saamø Kaal war Mejster Pier!
Men æ Kaalsen kund no osse gjør godt, nær det kam øwer ham; det er der Histaarrier nok om. Jen ska a fortæl’ jer med det samm. – I manne Herrens Tid’er haaj æ da wot saa rejn iband med nø Skidteri aa en Slaw po jen aa æ Gord’ i Koldkur. Det war snaar ett te aa bego sæ for opp hæ nied søen som det husired og to’ a’ Vej’.
Ingen holdt suemøj aa aa komm der for det samm si Skyld.
Folk ku de ild nok fo te aa tjen der – for aal den Skjesu. De ment jo, te det var en Gjengaanger; dér mo wal saa vær ski nøj aa en Slaw’.
Det hower a no ett. Men det war lisse re, te hwer Awtenstaånd saasor æ Pig haaj malked, saa kam æ!
Flyvend igjemmel æ Gaadsled Fanden te Sore! Og ind ad æ Nødsdar, imell æ Kreaturer lod æ la, saa det brøll, det arme Dyrer, saa en ku hør æ ud øver den vild Hied, te Gud spaar jen evig wal!
Der war ett aa tink po hwerken Nætrow hæ Davvrow, ud hæ ind, saa læng den Slemm skuld ha den Tyrsla’.
Imidlergodlaw for de da Spur po Mejster Pier, forklaarer ham dje Ynk og for ham osse øwertal te aa komm og maan æ Dæwelskram hænied.
Men der stod en faale gued rød Kwi’ inden æ Nødsdar; den pejt han po; den vild han ha for hans Umage!
Og det ga de ham osse Haånd opo. Og det wored ett læng, saa haaj han saat dem æ Spøggels nied po Resen Kjerrego; det war ham kons en Hwip om aa gye; jow det war sgi en Kaalsen, der kund hans Sager!
Og æ Koldkurmand war saa glaa som tre Tallerkener i jen Pues.
En Daa kommer saa Mejster Pier for aa hint hans Betalling.
Men saa war dæ hæ Koldkur-Stoder Bløwen omsinded. -Det war en faale gued bette Kwi’, den rød; den haaj de endda ondt ved aa aasi, og tho no war æ Spøggels jo henn; han bløw nok, hwor han war! ment æ Koldkurmand.
Saa det war jo halles lissem de vilde go æ Præjst fræ med hans Salær.
Han blywer jo hwinegal, tho det kan en jo wal sætt sæ ind
Og han bestemmer sæ saa te aa løs dæ bæ grimmige Aånd ijen, som han lig haaj drøwen i æjurd.
Men det er der, Worherredød, møj Faar’ ved, nær det jen Gaang er saat nied.
Nok om det: æ Præjst er saa opirred, te han vover hans Trøj’, og gir sæ i Gaang mej aa løs dæ hæ gudsforskrækkele “onde Aånd” og læ ham rokk op ijen i Fanne Navn.
Det ved I jo, te Hadderep og Resen legger endda en Stød fræ hinaan, og hvad Mejster Pier han no haar aa gye: En Awtenstaånd læ han hans Kaal spænd for og kjør’ sæ øwer æ Hied.
De gjør Holdt forved Resen Kjerkstæt, men far æ Præjst skrider ind po æ Kjerrego, sejer han le æ Kaal:
“No stuler a po, te do legger di Aller ved, Ihvad a sejer dæ.
Nær do sier, a kommer tebaag fræ dæ her, og æ haar faat mi Fue po æ Hywlkjep, saa gir do æ Hejst en ordentlig Ræk aa æ Pisk og kyrer ad æ O te, lig men’ Remmer og Tøj ka hold!
Te vi kommer øwer æ Strem saasnaar som mulig, ka vær saawal di som mi Lyw om aa gye.”
Saa forswand æ Præjst. Men æ Kaal kund ett dy sæ for aa lusk atter ham; han so da, te Mejster Pier krøef baglæns om en Graw derind’ i æ Mørk, imen’ han mummelt nøj mell æ Tænd. Det war baare en jenle Ywblik te æ Kaal war henn. No kraant han ijen po æ Sædftel.
Lidt atter haaj han æ Præjst; ikki en Urd fræ nue aa æ Sider! Men aalle saasor han haar hwist æ Bien øwer æ Sædder, saa æ Hajst’ æ Pisk øwer æ Nakk, saa det hwint’!
Æ Ild sto ud fræ æ Nav, søen kjor de.
Og det ku helsen osse gjån gjøres behov, te der war Skub i æ Sager; for lig som æ Vovn ralled1 ad æ O dér vejsten Resen, war æ Dæwl dem saa nær, te han slaar hans Klører i en Fæl’ po jen aa æ Baaghyw.
Æ Hywl beholdt han, men æ Befordring kam iløwle øwer æ O; saa Mejster Pier war sgi hytt ino engaang!
Søen æ’ æ med rindend Wand, det kan ingen Dæweldom komm øwer po anne optinkele Maad’er, end saa maa æ Jurd bryd’es under æ VVand.
Og tho det tød’er’jo søen møjlelaaren!
Men æ Stej ved æ O, hwor den Slemm snopped dæ hæ Fæl’, den haar de sind kaldt for Fælbrow. Aaejow!
Og Invad a no mier haar aa fortæl’: – Da de kam ind øwer æ Hied ad Hjemmen te, saa vender æ Præjst sæ te æ Kusk aa sejer: “Ka do no hør, hudden æ Høvvder brøler i Koldkur?” Saa no haaj de’æ ijen, møj warr end nowti far!
Og mødt Nættetider ku di si en rædle Ildstaang, der stak ud fræ Resen Kjerrego øwer æ Hied lig te Koldkur Gord!
Se no ku Mejster Pier, syrenmæ, ha faat hans Kwi’ – sjel om der war Kal i’en – hwis han da vild ha tavn æ Dæwl med sæ i samm go’ Handel. Men no bløvv wor Faar sgi ett saa nim aa ting mej, for det kan da enhwer forsto:
Aa komm ilaw med den her Kanalli ino en Gaang det war æ Mand just ett hægen for™. Og for en naaen aa tøkk mo æ osse ha wot en Stø lied Arbed.
Men Peng kan jo udrett møj, og hudden de no fæk ham ved æ Sind det ved a ett nø Forre for, men han ga sæ da te aa løs øwer æ Skuel osse tredje Gaang; skjønt det war nok nær bløwn ham øwer æ Haånd.
Det war sgi naple æ Bøgger vild slaa te! Æ Kjerrego kund han no ett mir dryw æ Dæwl tebagg te; saa fæk han ta tetakk med æ Plads, hwor han war:
En ussel Krumm uden for dje Gaardsled søen nied ad æ O te, der viser de nø Sywi og en Gravuel den Daa i Daa er -der fæk han æ Spøggels jawed nied og en gued Egipæl baagatter ham.
Og den Gaang war der migi ingen der gjord sæ knottred, da Mejster Pier sku ha hans Betalling!
Jow, den her Hadderep Præjst det war sgi ingen dawle Mennesk, men en Kaal en mott ha Respegt for, hwor den Slemm war tefaes.
Og præjk kund han da osse, saa Folk so med æ Øwn po Stjelker – aa sej’, nær ett æ Dramm war bløwen aåstur’, for han gik ett tesid for en Hiwert.
Og hans Sepriaanus og hans Anstalter haar wal heller ett wot lig atter Luthers Katekismes, saa der war manne jen, der haaj tront mej aa legg ham for Had og fo ham udlaa som en Dæwelsbaaen.
Søen fortæles der om en Buend i Høstrup, der haaj dremt tre Nætter atter hinaan, te der war nøj, der haaj wot ilaw med ham og saa’, te han paa staanend Fued skuld go te Mejster Pier og sej’, te hwis han ett omvend sæ, saa der bløw en bejer Mennesk a’ ham, saa vild han end i Nobeskrog.
Æ Mand gik nok osse te æ Præjst, men han war ett glaa ved æ! Mejster Pier vild da heller ett hør po hans Plewer, men to hans Kjep og drøw ham ad æ Dar.
Iiøwle ska han ha lowed dæ her Fillifut, far han hogged æ Dar i po æ HæeP af ham, te hwis han bløw tawn nied og fæk hånd Død far æ Buend, saa skuld han gi ham Beskejn po, lnvor han war kommen hen.
Og guednok død’ Mejster Pier føst, og hans Urd te æ Høstrupmand dem ska han osse ha holdt.
For det war en Awtenstaånd, da æ Buend haaj wot te Møli og kommer forbi Hadderep Kjerk, saa smutter der en Skikels ud gjemmel æ Stætt.
Og det war akkuraat Mejster Pier, og han ga æ Buend den Beskejn han haaj lowed ham.
Og saa kjor han hjem med det. Saamøj haaj han fortal saa manne Gaang’, men mir kund de heller ett fo ud af ham, far en Daa han so og haaj faat en bitte Snisse
Saa war hans Noboer, som han so og drak mej, jo ijen allat for aa faa det her drøwen af ham, hwor saa dje gammel Præjst war bløwen aa?
Da æ sølle Hjavl no ett ku nær sæ for dem længer, saa laa’ han æ Hued søen lidt po Flaad og grynted baare de Urd:
“Han kund missel ha lyd mæ, go’ Kaal!”