Udgivet: 1923
Den Kjække Rytter
Ia, iawten er æ sgi ingen Sag aa vær po Daabjærredojs”, begynd Jehannes og trimmelt sæ telej i æ Løng, “men den Næt for manne Or sind, en rest sæ kavret i æ Vejr po fir glowend Pæl, da vild a, missen, nørre ha lejn, hwor a no legger.”
“Nej føj for en Vesen’ endda,” war der jen der saa, “det vild ha wot en grim Paraply og sæt owenopo.”
‘Ja, do haar Ret i æ”, saa jehannes. “Men no skal I sgi hør om en Kaalmennesk! Han war ett forfar som vianner.
Og det er da godt, der er nue, der haar æ Mued”.
No, det war en aalstill Sommernæt, snaar som den en haar i Awten – te der kam en jenle Rytter trawend hen øwer Staanghied.
Han haaj wot i Viberre te Towtmarkend, og haaj wal nok, som de flest, der kommer dérfræ, en bette Snorre i æ Hued.
Da han er nowed lett østenfor Nygge drejer han med en Muesvej, der saat sni ind ad Daabjærre te, men far han er kommen saalaant, te han ka skimm æ Dojs, saa er æ som hiele æ Vejsterhimmel stor i jen lysen Low.
Han blywer møj fornumred.
Hwad er dæ her for nø nøj! Er der gawn Ild i æ Hied heller er der nø andt tefaes”?
Æ Hejst, sølle Dyr, war osse ved aa forsto, te der war nø gal fat aa en Slaw; den rest æ Hued i æ Vejr og blæst ud aa æ Nieshwoller.
Og da wor Rytter rigtig fæk æ Brikker spjelked op, saa kund han si, hwad det Hiele war og hwad den hæ faale Blamren haaj aa betyd: Æ Dojs haaj rest sæ po fir glowend Stolper!
De skjared jen i æ Øwn som kund æ ha wot Regnbower, og ind under æ Hyw imell dæ her glowend Pæl, dér virmt og krawlt og hujed og sprang nø bette smaa Vratlinger i skured Kramtræsko og hwer med en rød Bindlue paa æ Hued.
Da æ Rytter haaj faat saa mø Hæws po æ Krik, te han ku styr nøj ved en, fæk han en twungen øwer imud æ Dojs.
Dæ her vild han, karenmæ, gjan kik lidt mir opo, men’ Tid war!
Men, Skam slaa dem, de her Bjerrefolk; de er ett saa dogred, te de søen sku læ sæ belur.
Ingenting haaj han jo heller aa skywl sæ ved, men stod ud te baar Mark i jen Biammer fræ aal det Lys, der vælted ud fræ æ Bjærre, og æ Hejst war lig te en bevred under ham.
Lig med jet stor der da saa saamøj en kjønne bette Kwindmennesk ved æ Sid aa æ Hejst.
Hun rækker op og byjer ham en Bæger med en Drik i.
War han kommen te dje Gild, ligmøj hwordan han no war kommen, skuld han karenmæ ett rid hans Vej ijen, far han haaj smajt dje 0l.
Og hun stod der jo saa ynde og saa sleg, saa det war faale; og æ Rytter han so po dæ hæ bette knøw Kwind’, med en rød Guldring om æ Hoer, der smilt sæ ind po ham.
Og tho tøste det war han; han er lig ved aa skal før æ Bæg’er te æ Mund; men saa besinder han sæ, inden det er forlæng, og kyl’er æ ud te æ Sid; en Blarp blatter nied i æ Hejst si Man, det tog te aa klinkbrind, æ Hejst bløw som ud aa sæ sjel, det fløv astej, Mand og Hejst med hinaan nied øwer Daabjærg Bakker, og det men’ Rimminer og Tøj kund hold!
Men æ Bæg’er, der war det pure Guld, den haaj gotten Kaalsen no iløwle holdt ve! Men det war no ett æ Mjenning aa æ, te han skuld ha den tegavs; æ Forgywt heller æ Kram der war i en, det war en hiel anden Ting, det vild de, missen, godt ha lindt æ Piøg.
Nok er det: hun sætter atter ham for aa faa hinne Bæg’er. Nær han kikked sæ tebaag imell æ Sprøng, ku han si, te dæ hæ Kwindmennesk war lig i æ Hæl af ham; og no war der sgi ett nø ynde ved hind for ham aa tykk, men hun pev og to po og lawed en Vejlo, imen’ hun gjord hwer Sprøng som en Hjort.
Det kund æ Rytter jo snaar forstaa: det her vvar æ Lyw om aa gye, om ett han rejjed sæ i Behold inden ret læng!
Men han gjør op med sæ sjel:
Ka do now rindend Wand’, inden hun nowr dæ, saa haar do hytted di Trøj. Helsen er do salwakkred!
Hvvor han haaj æ O, det vidst han; og no gaar æ jo som Lyssen og Torren lig imud Haabro Woj.
Fræ Daabjærg og vejster po der falder jo – som I ved – æ Vej snaar den hiele Ti. Nied ad de her rædle Hiedbakker war æ snaar som stod de po æ Hued, men æ Krik holdt sæ endda po æ Skanker.
Æ Stjenn fløw for æ Skow aa en laant ud te æ Sid’er. Men baag ved dem vvar der sgi osse Gaang i æ Støwl.
Rej han nied aa en Bakk og keg sæ tebaag i æ Siej, saa war æ, som so han en Par glowen Katøwn po æ Top. Saa, laant war hun ett henn, æ Bjerrepig’!
Og det Krumm Klejer hun haaj o æ Bælle det fløw om æ Ører af hind og æ Hoer stod baag ud fræ hind som i en Gudsens Vejlo.
No war æ stur O ett laant henn. En Hvvip om aa gye, hvvem der kam føst!
Æ Rytter klemt æ Hejst mell æ Spurer, saa en gaft, og det sølle Dyr sprang som for den Slemm sjæl!
Lig som en ska te aa klyw æ O og en haar slavvn æ Forbjenn i æ Strim, mærker æ Dyr en forfærdelig Nap i den jenn Baagskow; det war lig ved en skuld ha sokken nied for Fued, men en bløw da po æ Stagger, og no swemmed en aallered ud te mødtstrems med si Hosbond walbjerred paa æ Røk.
Men po æ Østerland, stod da bæ vild Bjerremandshjoj og røw sæ i hinne Hoer og skræft og to po, saa det swalred’ rundenom i æ I Hiedbakker.
Op øwer æ Hued løvvt hun æ Hejst si jen Skow med syw udrøwen Sem. Den war æ hun haaj napped fræ æ Hejst si Baagbien, saa æ Dyr trowr, ae Bien maatt ha fulle mej.
Men her maatt hun væsegued og bie; æ O kan æ ett komm øwer, det Kram.
Og nær I no ved æ Stej, hwor dæ hæ grimmige Aånd slo si Klører i æ Haag aa æ Skow, saa ved I osse Beskejen mej, hworfor vi i Daa den Daa er kalder den Stej for Haagbrow.
Men den her villere’ Guldbæg’er hworom Taalen war, den fæk gotten Rytter, missen, Low aa behold. Og det skuld a karenmæ tykk, te den war nok en Hejstskow ward!