KAALFOLK

Udgivet: 17. Mar. 1912

Kaal’folk

A war gan hen te Jeps ijaes,
og der sô Mowns og der sô Mâs,
og det war nem for mæ aa hør’,
hwad Huml de haaj aa før’,
for det war Lâs, der med Kjæn Grow’
haaj wot ad Bøj og sit po Stow’;
fæk Lâs no den Kaag’ po hans Skorr
war a saat udenfor.
Ja Kaal’folk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!

Men tar mi Lâs den lied Hjont’,
saa sejer a, han mo vær wont,
for af den væste Kjeltringslaw’,
hun war da aal’ si Daw’.
Æ Muer haar jo wal en Stej,
og det er nøj, en mo ta’ mej,
og sjel haar hun en Kakkelown
— og Skjek — som en Dragown!
Men Kaal’folk er nø gremme nø nø
slemme nøj,
nø’ sølle, simpels Rimpelstøj!

Tho gywt sæ det er let nok gjord,
men sej mæ, hwadfornøj do for!
Og ta’ en Hjoj’ som Kjesten der —
nej, det sku’ Lâs læ’ vær!
Hvad hjælper Kow og Kakkelown,
nær saa æ Kwind er kryvedown’?
Tho fo sæ den Slaws Bi i Kof
det gor som i en Rof.
Nej, Kaal’folk — —

Og der lod a mi Speci spring’,
da Lâs war syk og hænd’ me’ æ Ving
og sô ham te med Nol og Wask,
men’ han gik om og task;
og da vi sku’ te Maatensfest,
a saat ham Baagstykk’ i hans Vest
og vend ham hans Trawalli-Frak —
no fôr en saa si Tak!
Jow, Kaal’folk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj!

No vil a hen og lær aa væw’;
for her ka’ en sgu go og skræw’
og aalle krýf’ en Krumm teframm’,
men løw’ si Daw’ teskamm’.
Læd saa di anner ha’ dje’ Spel,
a ska wal go og skjøtt’ mæ sjel,
og ta’ de Spark, som der ka’ blyw’,
men læ’ æ Gywten dryw’.
For Kaal’folk er nø gremme nøj,
nø slemme nøj,
nø sølle, simpels Rimpelstøj