GI JER STAAND, BETTE BØEN -!

Udgivet: 9. Apr. 1921

Gi jer staand, bette Bøen

Tilegnet Dr. H. F. Feilberg
på hans 90 Ars Fødselsdag

Hun var gammel og styw og hun stoged tefram,
men æ Øwn de war lywle og klaa’,
og æ Hinner haaj aalle gjord Maren teskam
ved æ Rok, i æ nøds som æ Laad’.
Hun var sjalden forsagt; hun haaj aalti for Sej’:
”Der er Suel baag den swoteste Blaan!”
Men især haaj hun den Sprog i Ynd og i Ej’:
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Søen war æ en Daa, der fild verkle Urd
fræ dem ung ved dje Kwot og dje Kand’;
strags vae Maren allat; hun skrej hen te dje Burd,
og no var hun opp i æ Wand’:
”Det ka vær, a skuld ti’, men’ dem Klog snakkes ve’,
men det kleder jer lidtle aa kraan!
Der var også nøj gjord, far i anne bløw te.
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Det er ild’, nær æ Kal den vil staang mud æ Kow,
far hun wal haar si Skind slikked tar;
i den hytt, hvor Kaalhøgen med Kjephyw slaar Bow,
sigter a, saa misæl, ad æ Dar !
Den Stegi, der baare ka spytt i æ Lys,
Ska ett kom te mæ for aa braand.
A bytter ett Sind mud hwer fleggermunded Fy’es –
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Aa, wor ti, ja wor ti, hwor den flywer aaastej,
saa den klywer æ luft som en Stjan !
Det er mæ øwer æ Haand, a ka ett hæffel mej,
om æ Bjen’ saa vild aaller sågjan.
Men a tinker – imen a gor ud a’ Geled:
Er idaa saamøj ringer end I maaan ?
Rend da saa fræ jer Træsko, men æt fræ Jer Ved!
. ”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”

Tho vi haar da wal nøj, der er ward aa bewaar,
saa vi ætt skuld løf fræ æ hwer krumm,
haar en Skat, der ka gjeld, om wor Folk kam i Faar,
og gi Fryd te di Daw’, der vil kom.
Faa jer Muer ved æ Hand; hinne Øwn er saa mild;
I faar hjælp hind igjemmel æ Saand’!
vend Jer Ansigt mud hind; hun vil aaller Jer ild’!
”Gi Jer staand, bette Bøen! Gi jer Staand!”