Udgivet: 1912
EN RÆDLE SLEGI
Læd mæ nu si, hworden a ska faa samling paa æ … Det war søen nys atter, de haaj faat dem en kong i Israel, Savl I ved.
Det haaj jo stavn haadt paa, for Worherr tyt ett om æ; og det ka a misæl godt forstaa, for det er nøj, der tærer o æ land, saa det bundter nøj; og haaj en saa endda nø hg aa æ; men Gud bejr æ!
Men de war nu ett te aa snakk terett, en kong maatt Worherr skaff dem, helsen to de’en sjel med hæven ret!
Og si saa, saa underle det ka gaa te i verden:
Savls faar, gammel Kiis, han war en mand, der so godt ved æ; han haaj for, han haaj høwder, og han haaj hejst, saa det grylt!
Saa en daa war en pa kjælle plag saat te rend; og søne nøj det ka jo rend laant aa æ land, om ingen møder for æ. Og da der war gavn en tid, og det ett war vend tebaag, saa sejer æ faar te æ søn:
“Hør, Savl, ta en størrisknæjt med dæ og gaa hen og find mæ dæ her klojjer, det lied maag, te en ett ska ha lyst atter æ ved kjerkstævn.”
Ja, Savl han gjord jo, som æ faa’r bad ham, det war ett sær; han fæk en kjep i hans haånd, en melmad i hans lomm og kam te skræwen.
Og de drow gj emmel manne kjerksown, men go tten plag’ kund de ett faa nø spur paa.
Men Savl skuld endda faa nøj ud af hans gaang, for bejst som han gaar og tunter atter det her, saa møder han Samuel, og han haaj læng gan og vint atter ham, for Worherr haaj jo saå ham beskejn, og han “salvede ham til kon-ge” øwer æ hiel land.
Saa hiel tomhinned kam han nu iløwle ett hjem te æ faar.
Søen bløw Savl da kong, og det en kong af den rett slaw. For en bown kaal det war han for aller.
Ingen, der nowed ham længer end te æ skaaldre!
Nær han sto op war æ aa si, som aall anner so nied, om saa de rat sæ paa æ tæender.
Han war ett gued aa byw æ nakk paa, saalæng han haaj Worherr med sæ. Men det fæ jo end deswarr!
Worherr ska ha send ham en und aånd aa draawes mej, hwadenten det nu haar wot den slemm sjel heller jen af hans kanutter; der er jo nok af dem!
Det haar a nu aalle forstavn, te Worherr kund nænn te, men Savl maa wal ha gjord ham fortrydele paa en maad, som enaan ett kjender.
Nok om det, Savl war kommen i kri med dæ her sølle grimm filistre, saamøj nø røwsk pati, der aalle gjord andt end skaarstykker.
Dem haaj han wot i krammelurris mej får, og hwer gaang bløw de mir og mir koldhøgen.
De Haaj nu slawn sæ nied paa en bakksid, hwor de war kjor op med dje kanowner, dje bøsser og dje værker, simensak og menåsi!
Saa haaj de da ogsaa slæft en kjemp med sæ, Goliat de kaldt ham, og sønen krigskaal — ham er der vis aalle sit maagen te i nowe slav, for han molt fræ hans nies og te hans knogler sejs styvle al.
Ja, det war en javn slegi aa staa øwer for!
Og saa som han war staffired ud!
Han war i en jærnkjowl og en pa kobherbowser, og en hjælm paa æ hued som en dejnkaa, og han stod og pejt med en spyd, og den war tykker paa æ skawt, end den villerst bjælk i æ laad.
Og hwer daa, nær a skinting haaj faat hans dower — for han war en kaal, der sku ha nøj i æ lyw! — saa gik han ud paa æ bakk og brøld, saa det kund høres øwer syw kierksown. Det war jo for aa ræd de anner rejn hen, kan I forstaa det?
Ja, som han da trued dem paa æ bælle!
Han skræwed ud paa de her trej als bjen og sparked i æ brinker, te æ stien fløw — for rigtig aa ta æ bøw fræ dem, bandt, saa der gik blaanner for jen si øwn, imen han hwøwted ad dem og saa:
“Aa, vil I ett lig kikk hérøwer, I bette løjn kaal!
I kund fandenmæ vis træng te aa faa jer øwn laa om i æ rammer!
Ja, vil I ett nok komm, imen a haar æ warm — a ska dæwlenmæ sætt jer jer nies i braåndkass!
Saa det er den slaws pillikratværk, de kalder sølda-ater øwer ved jeranner! I skuld heller ha bløwn hjemm ved jer muer og lær og bind jer bowser op, inden I vil nappes med kaal af mi starels.
Og du, Savl, der gjelder for en faale kaal, nu war æ tid te aa vis, hwad du er gjord aa.
A sir nok, du krykker baag de anner. Aa, hold dæ nu ett tebaag, bette Savl; maa a’tt prøv aa maal dæ mell æ skaaldre med den her bette staag?
Ta baare de drengi med dæ, saamanne du sjel vil, og kom mæ saa nær, a ka now jer: A skal mi salighied law en kjøn fad finker a jer!”
Ja, som æ lied skuel da testibred dem!
Tho han kund jo mærk, de lod sæ forknytt, og det war jo hans handel.
Men saa kam der endda nø andt i æ spil. Hør ikkuns nu!
Søen en staånds vej fræ, hwor dæ hær gik for sæ, der bowed en buendmand, de kaldt Isaj. Han haaj en hiel rewl sønner — ott, om a hower — trej war med Savl i æ kri, fir war hjemm ved æ faar, og den femt i æ mark ved æ høwder.
Han hed Dawed, og skjønt han war den ungest, saa war æ j ’ett fri, te han war den viberst aa æ flok, hwad I snaar ska faa aa hør.
Tho han war jo endno betleajted te aa vær kongens kaal, skjønt der war mued nok; men en ska jo ogsaa ha nue hjemm te æ bestilling; helsen gaar æ karenmæ skidt med dje krigshandel — og han war en faale hwell bette knæjt te aa ponne om ae kreaturer, ja, som han kund faa æ te og lykkes og trywes, der haaj han nap hans lig.
Han sku snaar faa æ vend harom, om det skaft sæ skaars hæ skajle, og han war et ræj for aa vov hans trøj, nær det knied.
Jen daa war der kommen en løw’ ind o æ awr.
Det war en slem kammeraat og faa imell æ for!
Og den snapped jo jen aa æ lam lig for æ nies af ham og ad æ hied en lod ta!. Men Dawed han war ett taft obaag; søen vild han ett aa med hans lam; han sætter atter’en, nowed en ogsaa og gaar for’en med hans kjep.
Men den er jo gal som Filax; den reser sæ imud ham Ug paa æ baagbjen, som skuld’en ha sluged ham lig med det samm.
Men Dawed han war ett forfar, han tar’en ved æ skjegg; der staar de søen og bødles; men saa paa jen gaang: imud æ jurd med’en, en knæ paa si bryst, og æ kjep i æ gåf aa’ en. Æ lam maatt en aa mej; harovs! og æ lyw owen i æ handel!
En skuld jo snaar undres øwer, det kund vær sand!
A tinker, om ett det haar wot en bette ung!
Men saamøj en lywle bette knæjt war æ; ett søen nø tud’maag, som det en faar te hjorrer nuomdaw.
Naa. Æ muer hun gik jo derhjemm og sylred øwer de trej ældst, der war med Savl.
Tho det er nø lied nøj, det krigsvæsen, for der skir gjån skaad ved æ! Og æ muers hjat er æm, saa sjel om hun nu haaj ott sønner, saa tyt hun iløwle ett, hun haaj nue aa omvær aa — paa den maad.
Men hun war jo baare en sølle kwindmennesk, og hwad kund hun gjør fræ heller te?
Men saa jen daa haaj hun da baaged saamøj nø gued pandekagger; det vidst hun, te det war nøj af det aal-villerst, hun kun byd dæ her sønner, der war ad æ kri. Men hudden skuld hun endda faa æ send te dem? Ih jow; der kam jo Dawed springend øwer æ lukkidig — han war jo aaltid tefars — og hun faar æ knæjt vinked te sæ.
“Aae, bette Dawed, du er jo søen rask dreng, som en aaltid ka stuel paa; kund en ett faa dæ te aa rend hen te di brøjer med det her?
A er da rej for, te de ett faar nø ordentlig te æ fød. Og det war da osse raar aa ved, hworden de helsen haar æ; en gaar jo her og hører aalle en urd fræ dem.
Du ka nok faa en knæjt te aa hold yw med æ høwder saalæng.
Det er jo aalle ward aa sej nøj te di faa’r om æ” –
Jow, Dawed han war allat!
Det war jo da nøj for søn en kytter aa komm ad æ bøj og faa nøj aa si.
Og æ muer hun faar æ pandekagger i æ tejn, og a trowr migi osse hun laa en bette kukmand ved’em, tho “uden mad og drikke duer helten ikke”, og hun fløi-ed Dawed æ tejn i æ haånd:
“Lad mæ nu si, du skikker dæ wal!
Og nu maa du’tt gjån lett æ laag, for de skuld jo helst behold æ warm.
Og hels dem nu saamanne gaang fræ vi gammel her-hjemm. — Naa gaa saa, mi baan, og Gud vær med dæ!”
Og Dawed han gik nok saa walcker hen ad æ vej med æ tejn i hans jen haånd og en gued raamjælkspande-kaag i den naaen.
Det war helsen nø andt for gotten Dawed end aa legg ud ved en wot dig med en trøj øwer æ hued og gi ajt paa no skajle forkræger!
Naa, Dawed kam hivend nied te æ brøjer og fæk aagjøring paa æ muer hinne pandekagger; det war lig mad for Mowns!
Han haaj ogsaa faat en par grøn woster og andt edel-swor mej te æ skjesant, de haaj, og det bløw tawn ham møj wal op, og en beløwen klør det war han, saa der war ett den dom hæ diel han ett maat si; dér war ett nøj i æ vej, and han kund gaa ud og ind ved æ vagt, som han vild.
Og det war lig nøj, der past ham; for Guj bewors, hwad war dér ett aa si paa for søen en kaalsen!
Aalbejst som han staar og spjelker æ øwn op snaar paa det jet og snaar paa det andt, saa kommer ham æ slegi — Gohat — ijen pransend, skræwer hen og strammer sæ an med hans spyd og hans værker og gir hwer brøl fræ sæ, te Gud spaar wos! Ja dæ hwæl det rædle spetakel kund klemm af sæ, ret saa det skingred jen i æ ører! Og Savls folk — saasnaar de saa æ slamper, saa blatted aalting aa æ hinner af dem, som de gik og sto, og den jen vild immer baag den naaen; ingen turd vær den forrest, ihwad det saa maatt gjeld. Ja om det saa war Savl sjel, saa saa de for redle og sand, te han gik ad æ seng og kravlt under æ dyn og war ett te aa trøst. Søen haaj dæ hæ skumpi lawed æ med hans skjesu og hans brølen.
“Ih hwad er endda det for en kreatur, der staar søen og tar opaa?” saa Dawed; “tho han brumler snaar warr end jen af mi faa’rs tyr derhjemm.”
Naa, han fæ jo snaar beskejn om, hwem æ skinting war, og hwad Savl haaj lowed ud — hans villerst dætter og guld og rød trummer — te den der kund undlyw ham.
Dæ hér det slog migi Dawed i lotten, og han vild ha nø mir aa ved om æ stilling.
Men saa kam den ældst af hans brøjer og war møj værkele, og han sejer te æ bette swend:
“Hwad, staar din knæjt endno hér og glyner! Ska du’tt hjem og wand æ kali? Her er ett æ plads for søne swend; det ka vær skrumled nok for en naaen. Se du no aa pikk aa!”
“Aa, ka du’tt læ mæ staa! A gjør wal ingen uskjel,” swor Dawed og spruded ud aa æ ywend.
Æ knæjt war ett te aa gjen hjem. Han vild ilaw med æ slegi hesøwer.
Han lod sæ forlyd mej, te han war mynde for aa piri den hertug øwer end.
“Sønen siunder, søn stø pæsen, sønen uomskoren radbælle, der sto og gjord tyk nar af baade Worherr og aall anner; han fortjent aa faa hans nies te aa legg, hwor han taft hans frod!”
Og hwad han kund faa aa sej; æ dreng war saa opir-red, te han inderlig bevverist.
Det kam Savl for ør, te der war kommen søen bette muede klør te æ lejr, og han forlaanged aa faa ham aa si, og Dawed bløw før ind i æ kammer te kongen og maatt fortæl ham, hwad ajt han haaj.
Og Savl saa paa den her bette morris, der kund staa under hans aarmhwoller.
“Og du’el legg den slemrige kjemp ød?”
Ja, Dawed var vis paa, te han wal skuld slaa den vif fræ æ skogger.
“Nej, nej!” saa Savl og laå hans haånd paa æ dreng hans hued, “søen maa du’tt lieg med æ lyw; du er end-no en ong persown, men han er en krigskaal “fræ hans ungdoms dage.”
Gør æ ett, bette Dawed!”
Men æ knæjt war ett te aa raad mej; han vild som han vild.
Ett engaang kongen kund kwist ham fræ æ.
Ja, ja; saa skuld han da i kongens egen klæjer.
Naa, Dawed trak af hans trawallitøj og kam i Savls, men død og verden, sikke et syen!
Nok war Savl en alworlig mand, men her kund han iløwle ett baar sig for aa grinn. For hwor det ett war for bred, der war æ for laang.
En kobberhjelm sak ham hiel nied om æ ører, og da han saa skuld i Savls staaltrøj og kobbermundiring, saa maatt de ligfram ta og daj ham, for ved egen hjælp kund han knap faa den jen fued om den naaen.
Det ka en jo snaar forstaa: paa den fasown kund han ett gaa imud æ kjemp. “Nej nu ska I læ mæ vær, og læ mæ pass mæ sjel!” saa Dawed.
Og det maatt de saa ogsaa gjør, skjønt Savl rist paa hans hued aa æ.
Aalle saasnaar war Dawed kommen udenfor æ dar, får han astej, men han kund pinspring, nied te en bette bæk, der war. Og der laa søne bette glatt stien, som æ wand haaj slikked øwer; han tar en fir-fem af de her stien og putter i hans taåsk, fæ hans slyng aa æ lomm, hans kjep under æ aarm; saa war han tepas!
For det aa slyng en stien — det war nøj han war kjend mej!
Og nu begynd han aa søg æ kjemp.
Han gik nurden om ham og kam vejsten te ham for ett aa ha æ løjt af ham.
Der sto han og loged lidt og høt paa, hudden han balsenired. Det war naple nok, han kund kikk te æ ower af ham. Æ øwn sto i kjemp hans hued som en mandhwolm koks, æ frod vælt ham ud øwer æ skjegg og stent laant hen, som nær en helmes skummer fræ æ bjedsel; han glowed jo saa høt, te han ett kund faa yw paa saa smaa folk som Dawed.
Endle bløw han ham da wor og maatt nu te aa kig’ nok saa nejle.
“Hwad er du for en ussel majk, dér kommer kryvend?
Gaar du og lieder atter gal skjellinger, da maa du helst hold dæ paa din egen; for herøwer spiller vi klink med den her slaw!”
Hér hug han hans rædle spyd nied i æ jurd forved Dawed, saa æ saånd sto op om ham.
Men Dawed han veg ikki ud af flækken; han sto lisse frimodig med hans bette rød kinder, og han war ett ræj for aa knævver ijen.
“Hwad sejer din mjatt,” brøld æ kjemp; “a trowr saa mi salighed te den pøjke træder mæ imud; ta dæ iwor, te a ett drejer dæ en sandskag, saa du røger flir daw ind i næjst ug! Staar du og stier ad mæ med en
piskskawt? Tror du, a er en hund, der skuld ta imud stryg af en hwalp som dæ!
Kom her med di kjep, din kjepdreng!”
Men Dawed, der nu haaj list en stien i æ slyng, han løver hg ind under æ kjemp aa rover:
“Bed nu di fadervor, din arm synder, for nu haar du ett manne graader aa gi aa!
Og kom saa hér, aal I swot rawn, saa gir a jer nu fød for manne daw!”
Her swinged Dawed hans slyng; æ stien skor afstej og ramt æ slegi hg i æ stjern.
Goliat — aalle jen urd han mælt mir, men blatt! sak han lig nied paa hans æst.
Og Dawed — han war et hjamsk, han hen, Gohats savvild herut, æ hued af ham, saa en trilt!
Og da æ Filistre saa dæ hér, saa det afstej, men remmer og tøj kund hold; de rend jo/or ælyw — men Savl og hans mænd de war i æ hæl af dem, og de møwred jo nied aa æ, saa det fild som skurrehatt.
Men da æ sla war te end, saa maatt Dawed jo ind te kongen og skrøwt, hwem han war, og hwor æ faa’r war; det war jo’tt sær! og da Dawed kam ind, haaj han Gohats hued ved æ haar, nu war de jo knap saa ræj for ham, som de haaj wot; men de flest sigted iløwle atter æ dar.
Men det kan I stul opaa: atter den daa saa bløw der missen andt for Dawed aa bestill end rend i stunthueser ved æ hjordkjep; nu fæk han en rød kjowl om æ skaaldere, en plomaas paa æ hued og bløw jen af de villerst mænd i kongens gord.
Søen gik det!