Udgivet : 1912
STUR FREMMED TE ABRAHAMS
Det war en møj skjøn sommerdaa, a tinker, det haaj wot søen omkring ved Se-Hanns – Abraham haaj lig wot henn og hjælp æ dreng med aa faa æ kyer kobbelt ud; nu haaj han saat sæ ved æ husend for aa dums en jenle ywblik, inden han ijen skuld te affensiren. Han haaj ett sæt manne minutter, saa begynder æ hund aa søg. “Jow; det ska en nok pass; nær ennaan jen sku ha en bette blund! Det lied maag! Der er da aaltid søen molør ved den hund. — Ih, ti nu still, Dine!” -Æ mand war jo ett tepas mej, te han søen skuld forstyrres i hans soven. Men æ hund bløw ved aa gjelster. Abraham slaar æ brikker op og ska rigtig te aa taal donner te æ hund; men saa fæ han helsen nø andt aa kikk atter!
“Ih, død og verden! hwem war endda det, der kam higend nied øwer æ towt? Trej persowner, den jen hans hued hywer end de anner.”
Nu haaj Abraham da aalle sit saa skjønn kaa’l i hans daw! Hwem kund endda æ mennesker vær? Lig med jet slaar æ nied i ham som en lyssen:
“Det er Worherr!”
Og han løver imud dem, som han gik og sto og kaaster sæ nied i æ dog for dem:
“Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i all mi løwdaw. Gud ske tak, te I endle kam! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø wand op, te I ka faa jer fedder wasked; æ vej er saa støwed i æ daw, en skuld da hof, der snaar maatt komm nø regn.”
Og imen de kam hen te æ kjeld og kam aa æ støwl, smutted han ind te æ kuen:
“Da er æ helsen stur fremmed, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ spiskammer?”
“Ih, er der fremmed? Hwem er det da?”
“Ja, blyw nu ett hiel hentavn: “Worherr og tow af hans Engle/”
“Aae jøsses endda! Tror du, de ka spis kalkjød? Ja, det er fæsk og nydele nok. A slagter iguer. — Huer er de?” hwisked Sara og vild kikk ud aa æ vinni.
“De staar og wasker dje fedder herud ved æ kjeld-trow. Vil du’tt mej ud aa hels paa dem?”
“Nej, nej, a staar her i mi dawle piøger!”
“Jaja da; læd mæ nu si, du lawer æ det bejst, du kan. — Aae, bette Sara,“ saa han og slo hans aarmer om hinne hals, “det er den skjønnest daa i mi lyw!” Han ud te de fremmed og fæk dem te sæd, og ind te Sara ijen, lisse sor; te ett hun sku gaa hen aa glemm nøj. I ka trow, te der bløw brast op!
“Nu skal I snaar faa en bej te æ fød; I haar gavn en laang vej, I ka gjån vær sulten,” saå Abraham. Og dér kam en nøj dug paa æ burd, det war da’tt sær. Der war migi ingen small stejer. Han haaj jo en gord i Mamre dengaang, haaj Abraham, og han war aaltid godt øwer hans sager; og sjel om Sara war nøj aaldre — hun haaj lig fyldt de niogfis — saa war hun sgi endno en hwell kwind i en gord.
Nu, som de er kommen te æ skyw — de fæk kalstieg og tykmjælk med en ordenlig law flød og sukker paa, saa det war karenmæ en gued løwmaad — saa sejer Worherr: “Hwor haar du æ kuen henn, for bø’n er her jo ingen aa?”
“Sara er ud i æ frammers,” sejer Abraham.
Hun vild jo ett ind; hun tøt jo ett, hun war snøg nok, forstaar I. Men hun holdt jo æ dar paa klem, for hun vild jo iløwle godt hør atter, hwad de saå.
Det er jo nysgjerre, æ kwindfolk!
“Om en aars mued, nær a sejjer her ijen,” saå Worherr, “saa ska du’tt vær saa baanløs, som du er i daa, Abraham.”
Saa høt de jen, der grinned baag æ frammersdar. Det ynd Worherr ett.
“Hworfor grinner Sara?” saå han. Nu kam Sara søen hal hen i æ darkarm, og hinne forklæ haaj hun opp for hinne mund.
“Aa, du maa ett vær vred, men a kund ett baar mæ
for aa li ved det, du sidst saå.
Herreguj, vi er da en par møj aaldre mennesker, og saa skuld søen en gammel hejring som mæ gaa hen og faa den plasir!”
Men Worherr vild nu ett læd sæ træd aa:
“Som a haar saå jer: Næjst or ved samm tid aa’s, da ska Sara haa en søn!”
Og misajn kam æ osse te aa sæd!